Sådan ved man, at man er i USA (food-edition)

-       - Müeslien ovenpå den græske yoghurt er lavet af smuldrede ingefærsmåkager

-       - Enhver lille by med respekt for sig selv har mindst én biks hvor man kan købe is smækket sammen mellem to lune cookies.

-       - Som om to lune cookies med is i mellem ikke skulle være nok, kan man vælge, om isen skal rulles i skumfiduser, vingummibamser, m&ms eller – hvis man er på kur – nødder

-       - Man kan få ti forskellige slags mandelmælk på karton. Den eneste, som er usødet, er med vaniljesmag

-       - Folk ser mærkeligt på een, hvis man går rundt på gaden uden et papkrus i hånden

-       - Et (megastort) stykke banankage kaldes et ’banana bread’ – så er det jo næsten helt sundt

-       - Det samme gælder græskarkage (pumpkin bread) og kanelkage (cinnamon bread). Rent trylleri!

-       - Men hvem har også bestemt at brød er kage, bare fordi der er sukker i?

-       - I udvalgte supermarkeder kan man få babymos med chiafrø, quinoa, grønkål og granatæble.

-       - Man kan i samme supermarkeder også vælge mellem 45 forskellige slags kombucha-drikke. Man er vel med på superfoods-bølgen

-       - Der findes en is, som hedder butter-pecan, og som man kan købe i 1,65 liters beholdere. Den er lige så afhængighedsskabende for en træt, phd-skrivende mor som kokain for en træt, phd-skrivende jetset-mor

-       - Så den skal man lade være med at købe.

-       - Og hvis man kom til det alligevel, er der ingen vej tilbage.

-       - Til gengæld er det sådan i Palo Alto (som ikke er repræsentativt for resten af USA, skal jeg lige skynde mig at tilføje), at ingen kalorier sætter sig, hvis man går i træningstøj og har en yogamåtte under armen.

-       - Så jeg skal have købt mig en yogamåtte.

With a little help from my mor og et skrivebord

I dag var en af de dage, hvor jeg følte mig totalt utilstrækkelig. Hvor jeg spekulerede på, hvornår de regner ud, at jeg grundlæggende er uduelig og slet ikke har fortjent at være phd-studerende, og da slet ikke phd-studerende på studieophold på Stanford! Jeg har ofte talt med folk, som jeg anser for værende virkelig dygtige, som har det på samme måde efter 30 års professionelt virke. De går og venter på at verden opdager, at de ikke kan noget som helst. Når jeg har det sådan, som jeg havde det i dag, så tænker jeg på dem. Og tænker, at det er helt normalt at have det sådan, og at det bare er noget, som sker inde i ens hoved. Men næste tanke er så: Måske gælder det netop lige præcis for mig? At ingen nåede at stoppe mig før jeg lige pludselig sad på Stanford. At ingen lige fik prikket mig på skuldrene og sagt, at jeg nok ikke skulle gå efter en phd-grad.

Og så hører jeg min mors stemme. For jeg ville ringe til hende i denne slags situationer og beklage min nød. Fortælle at jeg ikke kan en skid og at det var åndssvagt at jeg overhovedet overvejede at søge en phd. Måske skulle jeg slet ikke have været på universitetet. Og så ville hun blive irriteret på mig og sige at nu måtte jeg sgu tage mig sammen. Man får ikke en phd hvis man ikke kan noget. Og de gad ikke have mig til at rende rundt på Stanford, hvis jeg var dum. Og så ville jeg sige noget mere om hvor dum jeg er. Og så ville hun sige: Jamen fint nok, så synes jeg du skal droppe den phd, hvis du ikke har lyst til at skrive den. Og så ville jeg sige at jeg jo gerne VIL skrive den, og således ville jeg have fundet frem til erkendelsen nogenlunde selv. Altså, med lidt hjælp fra min mor. Ligesom dengang jeg læste dramaturgi og syntes jeg var uduelig og sad i min mors lejlighed og græd og hun til sidst blev sur på mig, fordi jeg på én gang var så selvudslettende og selvhøjtidelig. Men i dag kunne jeg jo af gode grunde ikke ringe til min mor (selvom jeg stadig, halvandet år efter hun døde, af ren refleks er tæt på at ringe til hende flere gange om ugen). Og derfor var det så fint, at skæbnen ville, at jeg satte mig ved et nyt skrivebord på biblioteket. Nemlig skrivebordet til den modløse phd-studerende. Skrivebordet, som indgyder håb hos den opgivende. Skrivebordet, som minder personen bag computeren om, at det hele nok skal gå. Og således opløftet begav jeg mig med nyt mod ind i torsdag eftermiddag. Nu ved jeg, hvor jeg skal gå hen, næste gang jeg får lyst til at ringe til min mor og have ondt af mig selv, fordi jeg får lov at skrive en phd og være tre måneder på Stanford University.

What goes around, comes around

Mange tanzanianere går i traditionelt østafrikansk tøj syet af mønstret, farverigt kitenge-stof. Men flere og flere går i vestligt secondhand-tøj. Udenfor Moshi er der et kæmpestort marked, Memorial Market (eller, som det skrives på minibusserne som kører derud: Maimorio), hvor kilovis af tøj fra især England, USA og Canada leveres i enorme sække. Folkene, som har stande på markedet, købet sækkene og begynder derefter at sortere. De allerbedste ting hænges op og koster mellem 2000 og 10.000 shilling (8-40 kr), og alt det andet lægges i store bunker og koster enten 500 eller 1000 shillings (2 eller 4 kr). Det er primært kvinder, som sælger tøj på markedet. De ankommer om morgenen og gør deres bikse klar. Så sidder de midt i tøjet eller hænger op ad biksen og siger ’mia tano mia tano mia tano mia tano’ så ingen er i tvivl om, at dagens ’bunke-pris’ er 500 shilling. Nogle har små børn med. De sidder også midt i det hele, eller måske ligger de og sover. Nogle får ordnet hår. Så sidder de mellem tøjbunkerne og får flettet garnet og kan snildt ekspedere kunderne imens. Man er velkommen til at rode i tøjet, og der er ikke nogen som bliver sure over at man har børn med. De siger bare ’naomba mtoto’, som betyder ’jeg vil gerne have barnet’. Og hvis barnet er i humør til det, kommer det over og hilser på mens man selv roder videre. Bliver barnet sulten eller falder i søvn, så kan man bare sætte sig på en af de bikse, som ikke bliver brugt. Ingen synes i øvrigt det er upassende, klamt eller mærkeligt, at man ammer. På mange måder en rarere oplevelse end pæne, danske butikker, hvor jeg ofte føler, at jeg er lidt i vejen, fordi alle kan se på mig at jeg alligevel er en fattigrøv, som ikke har råd til at købe det tøj, jeg piller ved og kommer til at rive ned fra bøjlerne. Der er overhængende fare for at forstuve en ankel hvis man træder ned i et hul eller skrider i en bananskræl på Memorial, men det er ligesom en del af charmen. Til gengæld bliver ingen sure hvis man taber noget tøj på jorden.

Der er afdelinger med tøj til kvinder, mænd og børn, afdelinger med fleecetrøjer, og en afdeling med sko. De mere ordnede sko-bikse har skoene stillet op i par; de mere kaotiske har store bunker af sko, og så er man ellers velkommen til at rode alt det man har lyst til for at finde to ens. Noget af tøjet er brugt, andet har stadig prismærker i. Man kan se, at det er tøj, som har været på ’final sale’. Som min indiske veninde og informant siger: ”det er sådan, tanzanianere finder ud af, hvad der er moderne. Det er når de ser, hvad vesterlændingene har kasseret og sendt ned til os.” Min veninde kender mærkerne og ved, hvad der er god kvalitet. Så når hun er på markedet, går hun efter OshKosh-smækbukser og Gap-bluser til sine børn. 

Jeg finder også gode ting. Både til mig selv, børnene og Andreas. Så nu skal Andreas til at bruge skovmandsskjorter kasseret af en canadisk hipster, Sigfred skal gå (ligge) i ecco-sko, som engang tilhørte en dreng ved navn Cameron Short, Ejvind danser rundt i en ballet-dragt som ligner noget fra Frost, og som sandsynligvis har tilhørt en amerikansk m/k på 4 år for et par år siden, og jeg har fået nye brugte DKNY-jeans som jeg ikke tør at prøve af frygt for overhovedet ikke at kunne presse mine lår ned i dem. Men hvis jeg ikke kan passe dem, kan jeg jo give dem til genbrug i Danmark, og så kan de generere en 20er til Folkekirkens Nødhjælp. Og sådan er verdens tøj-kredsløb så forunderligt. Og virkelig, virkelig mærkeligt.  

Den store sponsor

Ejvind har allerede lært det: han vil helst sidde på en coca-cola-stol under en coca-cola-parasol. Og drikke coca-cola,naturligvis. 

Coca-cola har koloniseret Tanzania. Alle vejskilte, skole-skilte, hotel-skilte og restaurant-skilte bærer logoet, som på en eller anden måde har fået sig møvet ind som en helt naturlig del af Tanzanias æstetiske udtryk: rød jord, grønne planter, blå himmel, brune mennesker, rødt coca-cola-skilt. Sandsynligvis ikke hvad salig Nyerere drømte om, da han udtænkte sine visioner for et socialistisk Tanzania. 

Maybe it’s change of weather

Nu har jeg efterhånden opholdt mig en del i Østafrika. Mest i Tanzania. Her snakker man ikke helt så meget om vejret som man gør i Danmark, men til gengæld er man lidt ængstelig i forhold til hvad forandringer i vejret kan medføre. Også selvom de, i en danskers øjne, er små. Første gang jeg stødte på begrebet ’change of weather’ var i Bukoba i 2003. Jeg havde sådan et mærkeligt tørt mærke i huden på højre side af min mave, og jeg ville godt have tjekket det af en læge. Borgmesteren i Bukoba, som vi var blevet gode venner med, sendte mig til distriktslægen. Jeg kunne godt mærke, da jeg var på vej hen til hans kontor, at det her måske var lige lovlig petitesse-agtigt. Vi var trods alt i et land, hvor folk oftest når at blive temmelig, og sommetider fatalt, syge inden de opsøger en læge. Men nu havde jeg  jo bedt om at se en læge. Han kiggede kort på det runde mærke og sagde ”It’s change of weather”. Regntiden var nemlig lige sat ind, og den bragte eet og andet med sig. Der var ikke så meget at stille op; distriktslægen havde talt.

Siden har jeg både oplevet halsbetændelse, snot, mavekramper og hovedpine blive forklaret med ’change of weather’. Også selvom vejret ikke har ændret sig. Klimaks var dog, da jeg en januaraften i 2013 småtudende lagde min kuffert i taxachaufførens bagagerum, da jeg skulle flyve hjem til min mor, som netop var blevet diagnosticeret med en, formentlig ondartet, hjernetumor. Jeg forklarede taxachaufføren, at min mor, som han havde mødt få uger inden, var blevet meget syg, og at jeg derfor skulle hjem i en uge. ’Maybe it’s change of weather’, sagde han. Lige dér havde jeg meget svært ved at synes, at begrebet havde nogen form for berettigelse. Godt nok var min mor rejst fra varme Tanzania til kolde Danmark – men det var sgu nok ikke kulden som havde gjort hende dødssyg.

Da vi kom tilbage til Moshi i starten af april i år ventede folk utålmodigt på regntiden. De havde plantet majs og bønner og manglede bare nogle ugers regn. Den kom ikke, og nogle begyndte at give op. Solen bagte, bønneplanterne blev slatne, og det var egentlig lidt deprimerende det hele. Så meget potentiale – og ingen regn! Men lige pludselig, for er par uger siden, startede de heftige regnskyl. Faktisk var nogle af dem så heftige, at Dar es Salaam blev oversvømmet – 12 har mistet livet. Udenfor Moshi er området ved sukkerfabrikken TPC oversvømmet og flere hundrede har mistet deres hjem. Det begyndte også at blive køligt. Det blev nødvendigt at have en sweater på om morgenen, og vi måtte låne tæpper af vores hushjælp, så vi ikke frøs om natten. Ret befriende, når man er sådan én som ikke trives vildt godt med evige svedperler på overlæben. Men lur mig, om ikke jeg og hele min familie blev ramt af ’change of weather’: en hel uge måtte vi bruge, hvor vi på skift var snottede, havde feber og var helt igennem slatne. Ungerne i Ejvinds skole har også været syge. Og lærerne. Og mine informanter og deres børn.

Så jeg tager det i mig igen. Der er noget om det. Maybe it’s change of weather.  

Den fremmede/bekendelser

Jeg er ofte frustreret over at være hvid i Tanzania. Det har jeg været mange gange før, og grundene har ændret sig over tid. I disse dage er jeg primært frustreret over, at jeg på grund af min hudfarve bliver en association til forskellige slags mennesker, jeg helst ikke vil associeres med, herunder voluntører fra Europa eller USA, som bare gerne vil gøre en forskel i Afrika;  missionærer, som bare gerne vil gøre en forskel i Afrika; voluntører eller missionærer, som synes afrikanere er mindre intelligente end vesterlændinge; turister, som synes afrikanere er mindre intelligente end vesterlændinge; og ikke mindst repræsentanter fra disse grupper, som skælder ud på afrikanerne, fordi de gør alting forkert.  

Så – jeg er ikke træt af at være hvid, fordi jeg får meget opmærksomhed. Det har jeg vænnet mig til, og nogle gange kan det være hyggeligt, at man bliver genkendt, eller at folk gerne vil snakke. Jeg er snarere træt af, at folk, som ikke kender mig, antager, at jeg bare gerne vil gøre en forskel i Afrika/synes afrikanere er mindre intelligente end vesterlændinge/skælder ud på afrikanerne fordi de gør alting forkert. Ikke mindst fordi det minder mig om alt det, jeg tidligere har udsat afrikanere for.

Jeg har selv været en uvidende nyklækket student, som ville gøre en forskel i Afrika; som med sine ringe evner forsøgte at undervise 90 5. klasses elever i en tanzaniansk folkeskole; som troede, hun gjorde en forskel for de små børn på børnehjemmet; som blev irriteret over hvor langsomt alting gik og ikke forstod, hvorfor afrikanerne ikke kunne være lidt mere tjekkede; som skældte ud, fordi hun var desillusioneret, frustreret og havde hjemve; som tænkte, at folk da godt kunne være lidt taknemmelige, nu hvor hun havde lånt 25.000 kr. for at komme ned og hjælpe dem. Jeg indrømmer, at jeg var det hele. Naiv, arrogant og virkelig irriterende. Og det var hårdt at komme hjem efter at have oplevet sig selv så naiv, arrogant og virkelig irriterende.

Så når folk råber Mzungu (hvid) efter mig, fordi de vil sælge en safari, eller når en tigger kigger opgivende på mig, eller en taxachauffør antager at jeg skal køres og ikke gider gå, eller når damen i baby-butikken, som jeg spørger om hvorvidt de sælger babymad på glas, svarer med et overlegent smil, at ”we don’t use that. We cook ourselves, you know”, så bliver jeg indhentet af skammen over mig voluntør-jeg, og jeg bliver flov over alt det, jeg som hvid automatisk står for – politisk korrekt antropolog eller ej. Flov over, at folk tror jeg har mange penge, at de tror jeg ikke gider gå, at de tror jeg ikke selv laver mad – og nok især flov over at der selvfølgelig er et gran af sandhed i deres antagelser. Og således kan det blive en temmelig akavet affære at fragte sin hvide krop til Tanzania. 

Til gengæld er jeg virkelig taknemmelig overfor de mennesker, som gennem de seneste ti år har lært mig, at det lønner sig at nærme sig med ydmyghed, nysgerrighed og rolig vejrtrækning. Glad for gennem min uddannelse at være blevet opdraget til altid at forsøge at forstå de bagvedliggende strukturer og ikke mindst at respektere lokal praksis, og stolt over efterhånden at være i Tanzania på en knapt så akavet måde. Det er godt for både mig og Afrika.