På med tropehjelmen

Det er ikke fordi jeg har væltet mig i informanter siden jeg ankom til Manchester for en uge siden. Til gengæld har jeg brugt en del tid på at luske rundt i kvarteret og byen og forsøge at danne mig et indtryk af det hele. Og så har jeg selvfølgelig også fået set nogle gode DR-programmer såsom "Kongehuset indefra" og "Sådan er mødre". Ja, man må jo udnytte, at man helt selv kan bestemme, hvad man skal se - og der er vist aldrig nogen, som har sagt noget om, hvad antropologer i felten skal gøre, når de ikke hænger ud med deres informanter!

I fredags tog jeg første skridt ud i hvad man kan kalde "skabelsen af relation til informant". Jeg tog bussen ud af byen og besøgte en familie på tre generationer - indere, men også lidt kenyanere, for bedstefaren er opvokset i Mombasa. De var meget søde ved mig og jeg fik lov at sidde i den bløde sofa sammen med bedstemor og bedstefar og se indiske tv-serier og drikke chai og spise snacks. I stuen ved siden af sad børnebørnene, to fyre på ca. min alder, og så engelsk tv. De synes vist ikke de indiske serier er helt så underholdende som bedsteforældrene synes. Det er grundlæggende ret interessant at opleve, hvordan de forskellige generationers grader af tilhørsforhold til Indien afspejles i hjemmets indretning. Og jeg håber at blive meget klogere på tilhørsforhold, identitet, steder og følelser de næste måneder.
Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg kan have lidt svært ved at få tropehjelmen til at passe på mit lille hoved - og det er ret let at blive ramt af en momentan panik, når man sidder dér i sofaen og skal forestille at være sådan én som er skidegod til at indsamle data og lave smukke, sammenhængende analyser af social interaktion. Det er jo ikke fordi jeg er blevet mere 'forsker' af at rejse til England. Og det er intet mindre end grænseoverskridende at skulle besøge helt fremmede mennesker i deres hjem og bede dem om lov til at komme forbi temmelig tit de næste 3-4 måneder, sommetider med et videokamera, sommetider med en diktafon - og altid med en notesblok!
Men jeg prøver at holde fast ved, at jeg selv ville synes det var ret fedt at der kom et menneske, som syntes jeg var vildt spændende, bare fordi jeg var mig, og som jeg kunne fortælle om alt det, som ville kede mine venner og min familie (ja - selv min kæreste!), time efter time... Et menneske, som optager min livshistorie på bånd og aldrig ville bede mig om at skifte kanal på tv'et!
I morgen skal jeg besøge familien igen. Jeg skal med bedstefaren i indisk klub og til yoga med andre ældre herrer.
Indtil da vil jeg gå en tur i det über-britiske regnvejr og måske tage en tur i svømmeren.

Her bor jeg

Den fremmede

Jeg har rejst i en del lande, hvor der ikke herskede nogen tvivl om, at de lokale vidste, at jeg var en turist. Nu er jeg så havnet i et land, hvor de fleste tror jeg er 'en af dem' - nogen vovede sig endda til at spørge mig om hjælp til billetmaskinen på togstationen! Men sagen er den, at på trods af, at jeg smelter ind i mængden, så er jeg temmelig fremmed. Og følelsen af ikke at vide, hvordan tingene fungerer, samtidig med at man ved, at man ligner en, som burde vide det, den er ret ny for mig. Således har man de sidste dage kunne se mig stå totalt rådvild på et fortov og ikke ane, hvordan jeg skal komme over vejen - og hvorfra bilerne kommer! Jeg ved heller ikke, om jeg skal holde til højre eller venstre, når jeg skal passere et andet menneske på gaden. Og jeg ved ikke, hvilke hilsener og vendinger man bruger i butikker og på cafeer. Jeg forstår ikke hvad buschaufføren siger, fordi han/hun taler så hurtigt, og jeg lægger pengene til ham/hende det forkerte sted (hvorefter jeg taber et par mønter på gulvet, selvfølgelig). Jeg ved ikke, at man skal sige 'frugt the' eller 'urte-the', hvis man ikke vil have almindelig the, og jeg glemmer hele tiden, hvad møntfoden hedder.

Det er faktisk ikke så let at være en fremmed, som ikke ser fremmed ud.

Udover den daglige tvivl over, hvad man burde gøre i forskellige situationer, så nyder jeg at være i Manchester. Jeg har udarbejdet en liste over ting, som har gjort mig glad indtil videre:
- Jeg har et lille værelse med udsigt til træer og himmel og bor i et hus med to søde piger fra hhv. Canada og USA, som begge læser antropologi herovre.
- Jeg er relativt god til at være sammen med den lille bitte hund, som også bor i huset.
- På hvert gadehjørne kan man få en burger, fritter og en fadøl for under 40 kr. (det er altid rart at vide at muligheden er der, hvis trangen skulle melde sig)
- Der er meget snart kastanjer på fortove og stier
- Der er cykelstier i Manchester!
- I parken tæt på hvor jeg bor er der canadiske gæs, som lyder utroligt meget som køer, når de siger muh (eller - de mener vel 'rap' eller 'pip', men det lyder altså som 'muh')
- Der er egern over det hele.
- I parken var der i dag en stor grøn papegøje, som fløj fra træ til træ!
- Supermarkederne har et overvældende udvalg! Der er SÅ meget at vælge imellem, og jeg elsker det.
- På fredag skal jeg mødes med mine første informanter, et ældre indisk ægtepar, som bor lidt udenfor byen. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med dét feltarbejde, så jeg på en lidt mere åbenlys måde kan indtage rollen som den fremmede, som skal læres op :)

Sønderjylland, juni 2010