Om længsel. Og glædelig jul.

Vores plastikjuletræ har blinket hele december, og vi har hørt julehits Frank Sinatra og Kandis (!) i håbet om at skabe lidt julestemning. I sidste uge kom min mor, søster og stedfar medbringende gaver og ingredienser til pebernødder og julemiddag. Der burde være grundlag for en rigtig jul. Jeg kan dog ikke lade være med at blive lidt melankolsk når jeg ser billeder af sne, grantræer og ænder på facebook. Det er tredje gang jeg holder jul udenfor Danmark, så efterhånden er jeg vel ved at være garvet. Men det er jeg bare ikke en skid. Jeg synes virkelig det er skørt, at jeg for det første ikke bare er ligeglad og at jeg for det andet ikke kan acceptere, at julen sagtens kan være en rigtig jul, selvom den fejres syd for ækvator. Men nu har jeg lige siddet og tænkt lidt over tingene. Og jeg tror det handler om, at jeg virkelig holder af årstidernes skiften og især dét, at man når et maksimum af mørke for derefter at fejre, at man går mod lysere tider. Det er lissom dét, der gør julen magisk i min verden. Var jeg født i Australien havde sagen sikkert være en anden. Egentlig synes jeg det er lidt patetisk at skulle bruge energi på melankoli når nu jeg har (noget af) min familie omkring mig, bor et fantastisk sted og endda har fri adgang til hjemmelavede pebernødder. Men jeg kan sgu ikke lade være. Og år for år - rejse for rejse - bliver jeg mere og mere opmærksom på, hvor afhængig jeg er af årstiderne. Det er nærmest et fysisk behov. Her er hver eneste dag varm og solrig, sommetider regner det en halv eller hel time, men hver eneste dag står solen op kl 6 og går ned kl 18.45. Fuglene synger, hundene gør, folk siger hej og hvordan går det, og træerne blomstrer i de smukkeste farver.
Nogen er jo nok mindre følsomme end jeg, og nogen dyrker måske ikke længslen så intenst som jeg. Men det er sikkert ikke helt unaturligt at føle længsel, måske især på bestemte tidspunkter af året. Og følelsen sætter uden tvivl mine informanters behov for at skabe hjemlighed i perspektiv. Vi har vel alle et behov for at føle os hjemme et sted, for at være i noget, som er velkendt og som vi forstår og som vi har været vant til siden vi blev født. Alt for megen rodløshed er ikke nødvendigvis sundt. Til gengæld er det sundt at blive rusket lidt op af den døs, man sommetider vader rundt i derhjemme, hvor alt bliver vane, og hvor man bliver slave af sine vaner i en sådan grad, at man bliver emsig, irritabel og utaknemmelig. Jeg er dybt taknemmelig for at opleve 7 måneder i Tanzania med min lille familie og blive udfordret, inspireret, frustreret og fascineret. På trods af mit følsomme væsens hang til sentimentalitet og melankoli!
Nu vil jeg snart kaste mig over ris a la manden, som jo ikke laver sig selv, heller ikke i Tanzania. Drude og jeg står for julemaden. Vi spiser Ejvind af mens de voksne får en sundowner, og så danser vi om juletræet og deler gaver ud. Når Ejvind er puttet, spiser vi andre. Næste år kan han forhåbentlig holde til lidt længere end kl 19!
I morgen formiddag tager vi i kirke, hvor Andreas er blevet hyret som pianist af en dansk kvinde, som har boet hernede i mange år. 2. juledag skal vi til danskerjulefrokost (ja, der er vel andre end jeg, som er lidt sentimentale). Senere tager vi ud til kysten og lader vore kroppe afkøle i det indiske ocean i nogle dage.
Jeg håber I alle får en dejlig juleaften og vil nyde duften af and og gran - og ikke mindst hinandens selskab.
Glædelig jul <3>

Noget om stædighed

I sidste uge havde vores hushjælp sin 5 måneder gamle datter med på arbejde. Vi fandt lidt legetøj frem, som hun kunne sidde og baske med, mens hendes mor strøg vores tøj. Ja, det virker mærkeligt i en dansk kontekst, men her har alle, som har bare en lille smule penge at gøre med, en pige, som hjælper med tøjvask, rengøring mv. Vi har haft det underligt med at ansætte én til disse opgaver, da vi jo ikke er de mest travle mennesker i verden, men folk ville synes det var grotesk hvis vi ikke ansatte én, og desuden skaber vi på den måde en stilling, som ikke ellers ville være der. Og dem, som har prøvet at vaske tøj i hånden, og som har prøvet at have et barn på 1 år, ved hvor meget tid man kan bruge på tøjvask. Tilbage til historien: Baby-pigen Juanita sad med dublo-figurerne og raslede. Hendes mor fortalte, at det var første gang, barnet havde legetøj i hænderne. Ikke fordi de er fattige, men fordi legetøj er imod morens principper. Hun frygter, at hendes datter bliver stubborn, stædig. Derfor overvejer hun, at datteren aldrig skal have legetøj. Vi forstod naturligvis godt den slet skjulte hentydning til vores barn. Vores hushjælp synes nemlig både at han har for meget legetøj (det første hun gjorde, da hun fik job her, var at pakke 90 % af legetøjet væk) og at han er stubborn. Det er tydeligt, at hun undrer sig over, at han får så meget opmærksomhed, at han ikke altid gider sidde stille, og at han på ingen måde lægger bånd på sig selv, når han giver udtryk for, hvad han føler og synes. Vi synes også nogle gange, at hans reaktioner er voldsomme. Og vi fortæller ham naturligvis, hvad vi synes er okay, og hvad vi ikke synes er okay. Men vi synes også det er ret fascinerende og sjovt at have et barn, som er ultra-opmærksomt, som kan gå rundt i sin egen verden og lege og snakke og pludselig stopper op og klapper og siger Hurra fordi han hører publikum klappe på den live-cd med Sting, som kører i baggrunden. Et barn, som fornemmer stemninger og reagerer på dem, som har sin egen vilje og får skøre ideer og insisterer på at føre dem ud i livet. Vi ansporer ham vel faktisk til at tænke selv, til at lægge mærke til, hvad der sker omkring ham og til at kommunikere med os og andre så vidt muligt – og i øvrigt har han reageret voldsomt på de fleste indtryk siden han var få timer gammel. Dét er bestemt ikke lige nemt at forholde sig til som forælder, men det bliver mere og mere interessant at iagttage.


I vores hushjælps optik er det bedst, at et barn retter ind. Jeg kan sagtens se, at det gør det nemt at have et barn, at det kan sidde stille i timevis. Og jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg godt kan være lidt misundelig på de forældre, som har børn, som sover igennem efter et par måneder, som sjældent græder, som sover når det er træt og spiser når det er sultent. Til gengæld er jeg lidt bekymret for de børn, som fødes med temperament og – for at bruge et positivt ord – viljestyrke. Min kollega, som har lavet feltarbejde i Uganda, skrev på sin blog om en lille pige i den familie, hun boede hos, som blev betegnet som stubborn og som fik et par klask med en klipklap, når hun igen gjorde væsen af sig selv. Og det var, som om det bare var en ond cirkel, hvor pigen reagerede, blev straffet for reaktionen, og reagerede igen. Sommetider tænker jeg, om det samme havde været tilfældet, hvis Ejvind var født ind i en tanzaniansk familie.

Nu skal det ikke lyde, som om jeg ikke er tilhænger af grænser, regelmæssighed og hvad har vi. Men jeg er, ved at blive mor til et barn, som på nogle områder er sensitivt, og som derudover føler alting meget kraftigt og har behov for at udtrykke dette på en sommetider voldsom måde, blevet opmærksom på, at børn på ingen måde er ens, og at de fødes med en personlighed, som ikke bare kan modelleres efter behov. Både Andreas og jeg har brugt energi på at føle, at vi gjorde noget forkert, fordi Ejvind ikke ville alt det, som babyer forventes at skulle. Efter at have oplevet Ejvinds første halvandet år vil jeg godt love, at jeg aldrig vil gøre mig klog på andre forældres vegne igen. Man gør sit bedste. Børn er forskellige, og det er ikke altid, at børns og deres forældres temperamenter matcher. Det er heller ikke altid, at børn bare kan lære at sove. Derfor er nogle forældre blege og svimle af træthed.

Det er dejligt for vores hushjælp, at hendes datter ikke er stubborn. Det er også dejligt for datteren. Det gør helt klart starten på livet nemmere, at alting ikke skal være en kamp. At man ligesom bare kommer ud i verden og synes den er dejlig. Sommetider er det nok også en nødvendighed, at børnene ikke fylder unødigt. Men jeg synes det er ærgerligt, at man ser viljestærke og ’signalstærke’ børn som dumme, uopdragne unger. Man skal passe på, at man ikke kvæler kreativitet, nysgerrighed og evnen til at udtrykke.

Da Sofie og jeg for 9 år siden underviste på en folkeskole i Bukoba, bad vi fra tid til anden børnene om at tegne, f.eks. deres hus eller deres familie. Hver gang fik vi 50, 60 eller 100 (alt efter hvor mange elever, der var presset ind i klasseværelset den givne dag) ens tegninger tilbage. Børnene havde lært, at der var én slags hus, som var det rigtige – og de kunne simpelthen ikke forestille sig, at man kunne tegne det på andre måder. De havde aldrig fået muligheden for at prøve. Nu kunne man jo rode sig ud i mange analyser, og jeg er klar over, at der er mange strukturer, som gør sig gældende, og som er bestemmende for opdragelses- og uddannelsesdiskurser i hhv. Danmark og Tanzania. Og mit ærinde er såmænd heller ikke at sige, at danskere gør alting meget bedre end tanzanianere. Men episoden med lille Juanita, som ikke må få legetøj, fordi hendes mor frygter at hun bliver stubborn, satte nogle tanker i gang omkring hvorfor vi gør som vi gør, når vi opfostrer børn. Og jeg er sgu efterhånden overbevist om, at jeg godt kan unde Ejvind sin kuffert med legetøj. Ligesom han også godt må råbe WOOOW når han ser vores lille plastikjuletræ med kulørte, lamper. Og dag efter dag prøve, om han kan liste sig til at røre ved de små blinkende dioder, selvom han godt ved, at han ikke må. Og råbe af ængstelse, når Postmand Per er færdigt, og han ikke må se mere. For hvis han ikke var så skide stubborn, så var han jo ikke Ejvind.

Nedslag

Dar es Salaam
Varme. Fugtigt. Lange bilkøer. Det indiske ocean. Masser af mennesker. Udsigt. Coastere, sejlskibe, dhows, speedbåde. Dejlig mad. Hyggelige dage hos Sofie og Mike. Trafikpropper. Sandede veje. Store biler. Aircondition.

Jambiani, Zanzibar
Lang, hvid sandstrand. Kridhvid. Skærer i øjnene. Stilhed. Turkist hav. Dramatisk tidevand. Kvinder, som dyrker tang, når havbunden er blottet. Pizza på stranden. Gåture i landsbyen. Solnedgang, solopgang. Frisk fisk. Ejvind har en pind og en balje vand og er nærmest lykkelig. Hyggelige stunder i poolen. Sand mellem tærene. Ro.

Stonetown, Zanzibar
Voldsomme regnskyl. Bagende sol. Lugten af affald. Snævre gader. Labyrint. Forfaldets charme. Turistbutikker. Special price for you! Hyggelige cafeer, restauranter og hoteller. Moskeer, kirker, templer. Tilslørede kvinder. Italienske turister i minishorts. Drengene spiller fodbold på stranden i solnedgangen. Ruiner. Ejvind og Andreas på bådtur for at se kæmpeskildpadder. En 300 år gammel iransk badeanstalt. Vi farer vild.

Immigrationskontorer
Du mangler dét stempel. Dét papir. Dét dokument. Det skal oversættes. Tag til Moshi og får det ordnet. Tag tilbage til Dar es Salaam og få det ordnet. Vi skal bruge 5 pasfotos. Nej, 6. Nej, 8. Men der står 6 i papirerne på jeres hjemmeside? Du kan ikke regne med hvad der står på hjemmesiden. Betal 600 dollars. Vent to uger. Vent længere tid. Kom tilbage i eftermiddag. Vi lukker om fem minutter. Din man kan godt få visum. Din mand kan ikke få visum. Det koster 50 dollars. Det koster 550 dollars.

Lufthavne
Thank you for choosing Presicion Air. Vi er forsinket med 30 minutter. Nå nej, 60 minutter. Nej 80 minutter. Hvis vi ikke siger det til passagererne, lægger de nok ikke mærke til det. Forsinkelse Hver. Eneste. Gang.

I felten
Diwali-fejring i Hindu-templet. Hundredevis af kvinder i glitrende sarier og guldsmykker. Små børn, som kan holde sig vågne til midnat. Høj musik. Mad. Interviews med entreprenante indiske mænd som kan lave business alle steder. Besøg hos indiske Shia-muslimer på et kontor i hjørnet af en p-kælder i downtown Dar es Salaam. Venlighed, imødekommenhed. Undren. Hyggelige stunder hos det ældre ægtepar, som bor oppe ad vores vej. Tristhed over at de flytter til London lige om lidt. Fascination over hvor stolt, man faktisk kan være af sin baggrund.

Moshi
Her føles hjemligt. Træet foran vores hus blomstrer overdådigt i de fineste blålilla farver. Bjerget er stadig smukt og sneklædt og storslået. Folk og steder, vi kender. Folk, som hilser. Folk, som alle kan huske Ejvinds navn, og som elsker at snakke med ham. Hjemme ved vores gasblus hvor vi kan lave havregrød kl 5 når Ejvind vågner. Hjemme ved duerne, kragerne, skildpadden, vagtmanden og gruset. Ejvind snakker stadig om flyvemaskiner, bådture og skildpadder.

It's alive

Nu må i endelig ikke tro at bloggen er død. Vi har blot haft gæster – først min far og Catherine, så vores venner Klaus og Emma. Det har været rigtig hyggeligt at have besøg, og udover at vi har hygget os og Ejvind har nydt at have flere (lege-villige) voksne omkring sig, så har det også været dejligt for os at få set os lidt omkring i området. Vi har været på coffee-tour og set og hørt om kaffeproduktion i en bjerglandsby, vi har været i Marangu, hvor de fleste Kilimanjaro-trecks tager deres begyndelse, og i Machame, hvor mere eksklusive trecks starter, vi har camperet ved Lake Chala lige på grænsen til Kenya, og jeg har været med på safari og set masser af smuk natur og vaskeægte vilde dyr.

Lige så dejligt som det har været at tage imod, lige så trist har det været at sige farvel – pludselig føltes det som lang tid, vi er af sted. Men vi er stadig rigtig, rigtig glade for at bo i Moshi, for vores rolige, hyggelige dagligdag med tid til kaffe, pool, gåture, solopgange (takket være Ejvind som vågner så tidligt, at vi altid får solopgangen kl 5.30 med), solnedgange, blevask, masser af leg, højtlæsning, og hvad vi nu ellers bedriver dagene med. Jeg er godt i gang med mit feltarbejde og bliver til stadighed mere nysgerrig på mine informanter og deres liv. Indtil videre har jeg brugt mest tid sammen med jainister og hinduer, men nu tager jeg fat på de indiske muslimer. Miljøerne er ret forskellige, selvom det er ret få mennesker, vi snakker om, og selvom de alle kommer fra Gujarat i det vestlige Indien. Jeg prøver at danne mig overblik på forskellige planer. For det første vil jeg gerne have en mere klar ide om, hvordan de forskellige communities fungerer, både i sig selv og i forhold til hinanden og i forhold til indiske communities i andre dele af Tanzania og resten af Østafrika. For det andet er jeg interesseret i at forstå inderne på et mere personligt plan. Hvordan føles det at være en fremmed i det land, man altid har levet i? at leve med en idé om, at livet er meget bedre i Indien eller Europa? hvorfor holder de så stædigt fast i det, de kalder ’deres kultur’? og hvordan forestiller de sig fremtiden i dette land, som de grundlæggende ikke er særligt glade for? Meget af det, jeg møder, er ekstremt fremmed for mig, selvom rammerne er genkendelige. Min gujarati-underviser, f.eks. Hun er på alder med mig, har en datter på 3 år, har en universitetsgrad i undervisning og vil gerne lave en phd. Vi har det hyggeligt sammen, og vi kan sagtens blive enige om nogle ting. Men hendes fundamentale ide om, at Indien, især Gujarat, er det mest rigtige sted i hele verden; at det er altafgørende for hendes datters liv, at hun lærer om hinduismen fra hun er helt lille, får den helt rigtige mad og i øvrigt har en hjemmegående mor i sine første fem leveår, at skilsmisse er en stor synd, og at en kvinde er heldig, hvis hendes mand lytter til hende. Sommetider fortæller jeg hende lidt om, hvordan vi lever. Mange ting fortæller jeg ikke. Hun ville få et kæmpe chok. Hun kom selv hertil for 4 år siden, hvor hun blev gift med sin mand, som boede her. Det var et arrangeret ægteskab, og de mødtes to gange inden brylluppet. Det virker, som om de er meget glade for hinanden, og ikke et ondt ord om arrangerede ægteskaber, så længe alle implicerede er med på ideen. Men historien om Andreas og jeg, som mødtes over en hotdog, småfulde og temmelig trætte, på 7eleven på Nørreport i Århus - og blev gift af praktiske årsager 14 måneder efter vores søn var født… den er bare ikke særlig elegant og dydig i en konservativ hindus ører.

Apropos søn, så skal jeg da lige flette ind, at Ejvind har lært at gå. Og sparke til en fodbold kan han også. Og sige popcorn og måne og gulerod. Så deet. Han har ikke lige lært at forstå et ’nej’, men til gengæld elsker han at nusse og kysse og alt det der som forældre går helt i selvsving over. Nå ja, og han har da også lært et ord på swahili: Poa (som betyder ’finno’ eller ’cool’ eller ’alletiders’ eller hvordan man nu kan oversætte sådan et ord) – så det svarer han lige meget hvad han bliver spurgt om. Heldigvis bliver han langt oftest spurgt: Mambo? Og dér er det helt korrekte svar: Poa. Og så griner alle, og alt er godt. Det er vist det, man kalder billige points.

På tirsdag tager vi til Dar es Salaam, Tanzanias hovedstad, og derefter Zanzibar, på kombineret arbejds- og ferietur. Jeg skal hente og betale for min forskningstilladelse og min opholdstilladelse, og så skal jeg lave en række interviews både i Dar es Salaam og Stone Town (Zanzibar). Derudover tager vi 4 dage ved en dejlig bountystrand på Zanzibar, hvor vi skal bade (selvfølgelig), drikke en enkelt eksotisk drink eller to, spise masser af seafood, måske få lidt sol på maven og ellers bare bygge sandslotte og fange krabber. Vi glæder os.

Og nu er det vist tid til at skabe lidt misundelse hjemme i de mørke, danske stuer. Her er billeder fra de sidste tre uger:

 Catherine, Ejvind og Morfar

 En gepard og dens unge i Tarangire National Park

 Løvehunner i Ngorongoro-krateret

 Min far skuer ud over Lake Manyara

 En karavane af safari-biler i Ngorongoro

 Gnuer og zebraer i Ngorongoro

 Kønt vasketøj på coffee-turen

 Vi får et lille foredrag om kaffeproduktion. Ejvind er mest interesseret i hønen. Gokgok.

 Bønner i barbie-udgave

 Ejvind plukker kaffe

 Ejvind og kaffedrengen (som har fanget, at strømper i sandalerne er no-go).

 Vi får hele processen med. Børnene har vist prøvet det før.

 Vandfald i Machame

 Gåtur i Machame

 Solopgang set fra vores terrasse.

 Ejvind skuer ud på verden og kommenterer: nønnnønn dyt dyt

 Halloween i Moshi Club

 Ejvind klar til Halloween. Som turist.

 Den ene top på Afrikas tag kl 5.30. (fra vores terrasse)

 Den anden top på Afrikas tag

 Morgen-nuttede Ejvind i solopgangen

 Morgen-nuttede Ejvind 2. Nu med badeand på fod.

 Morgen-nuttede Ejvind 3. Nu med røven i vejret.

 En træt aften-Ejvind som fodres af med havregrød til Teletubbies (ja, det er jo ikke idyl det hele)

 Mere solopgang.

Og endnu mere. Stadig fra vores terrasse. Vi ER sgu da heldige. Billeder fra Marangu og Lake Chala kommer senere, når jeg lærer at konvertere Klaus' raw-filer til noget brugbart :) Stay tuned.