Noget om fraværets nærvær

Sommetider fylder det, som ikke er der, meget. Og ofte betyder det, at man lever med en eller anden form for længsel. Jeg er i gang med at læse Paul Austers Sunset Park, og der er en kvinde, som ikke har det så nemt: Hun har svært ved at håndtere alt det, der er for lidt af og for meget af i livet, som der står.
De sidste to dage har vi levet med et temmelig nærværende fravær, men denne gang et fravær af noget, som vi ikke længes efter: Ejvinds høje feber, udslæt og meget dårlige humør. Det er en gammel kliché at man først sætter pris på noget, når det ikke er længere, men ikke desto mindre er der noget om det. Efter seks dage med bekymringer og rædsomme nætter ånder vi nu lettet op og nyder i fulde drag, at vores lille dreng er glad, nysgerrig og tryg igen. Hvilken fryd!

Formentlig af samme grund er vi også blevet gladere for vores lejlighed. Det er hyggeligt for Ejvind at rengøringsdamerne og vagtmændene gider snakke og lege med ham, og de er alle så søde ved os. Men vi er også søde ved dem. I dag fejede Andreas f.eks. gulvet i hele hytten inden vores (velbetalte) rengøringsdamer rykkede ind - bare så de ikke skulle lide overlast.
Vi har brugt de seneste dage på at kigge os omkring og sondere terrænet i og udenfor byen. Og ja, det indebærer en del mad og drikke. Vi nyder hver gang vi finder en rolig plet, hvor Ejvind uforstyrret kan sove middagslur, og hvis maden så også er god, så klapper vi i vores små, efterhånden tykke, hænder. Vi har fået rigtig lækkert indisk mad - og sågar også en italiano-pizza i en hæderlig udgave. Det vælter bare ikke med indere på inderrestauranterne, så jeg tror jeg må nærme mig mine kommende informanter andetsteds. Jeg har fået kontakt til en indisk kvinde, som gerne vil hjælpe mig i gang, og vi skal mødes en af dagene. Hun har endda også boet 10 år i Manchester, så hun er jo en ret perfekt overgangsinformant fra mit kandidatfeltarbejde til dette feltarbejde.

Af andre opturs-oplevelser de seneste dage kan nævnes:
- vores vagtmand, Joseph, som i går aftes var helt oppe at ringe over at have fundet ud af, at han kan ringe til et nummer med sin mobil, hvorefter en engelsk kvindestemme fortæller, hvad klokken er. Jamen, det ER sgu da også ret nice!
- min tålmodighed, som jeg faktisk selv er ret stolt over. Den har i hvert fald udviklet sig en hel del i den rigtig retning siden mit første møde med Tanzania, og det er både godt for mig og tanzanianerne.
- opdagelsen af et fitnesscenter på et hotel et par km fra vores lejlighed. Nærmest en nødvendighed, hvis man er typen, hvis taljemål udvides med et par cm pr måltid som indtages i Østafrika.
- bageriet overfor hvor vi bor, hvor man kan købe fire forskellige slags brød, og hvor de søde bagerjomfruer har forelsket sig i Ejvind - og i går lærte ham, hvordan en slikkepind fungerer... hmm.
- Ejvinds nye sprog, som erstatter dadadada med dråtteråtteråååt
- Andreas' evne til hele tiden at hive flere nye swahili-gloser ud af ærmet
- den søde trainee-receptionist på Impala Hotel, som var helt ude af den, da vi spurgte, om hun havde en oversigt over værelsespriser. I 10-15 minutter gik hun frem og tilbage og ledte som en gal, indtil hun endelig faldt over et stykke papir med priserne. Men okay, hun var jo også bare trainee.

Ps: billeder af andet end Ejvind følger snarest

Fra den ene yderlighed til den anden

Den sidste måned inden afrejse var ret hektisk. Vi skulle flytte ud af vores lejlighed og pakke til syv måneder i Tanzania, men det var nu ikke i sig selv stressende - det var alt muligt andet, som kom oveni, som gjorde, at det hele blev lidt kaotisk. Blandt andet skulle jeg have fjernet et modersmærke mellem to tæer, hvilket resulterede i flere dage liggende, derefter dage (mens vi pakkede og flyttede) på krykker, dernæst humpende gang. Andreas tog køretimer og fik sit kørekort fem dage inden afgang - og nåede i øvrigt til sin farfars begravelse dagen efter køreprøven. Og så blev vi også gift, halvandet døgn inden flyet lettede.

For første gang i Ejvinds 14 måneder lange liv skulle han op før han vågnede af sig selv om morgenen. Kl. 4.30, for at være helt præcis. Selvom man godt kunne tænke, at der var et vist hævnperspektiv i at vække den dreng, som har holdt os vågne hele og halve nætter og i øvrigt ikke holder sig tilbage med at starte dagen kl 05, så føltes det faktisk lidt forkert. Det hele lykkedes dog - vi blev kørt i lufthavnen af min mor, og en taxa kørte alt vores bagage: 2x46 kg indtjekket bagage, 3x10 kg håndbagage, en klapvogn og et autosæde, intet mindre. Rejsen til de varme lande gik godt. Lufthavnen i Amsterdam var yderst børnevenlig, og vi var næsten ked af ikke at have længere ventetid - der var nemlig babylounge med ro til amning; små aflukker med tremmesenge og sofa, hvilken betænksomhed! Men vi måtte videre mod Kilimanjaro, og vi fik lov at sidde sammen alle tre og så endda ved siden af en afrikaner-mor fra London og hendes 18 måneder gamle datter. Moren nåede at drikke 8 Heineken-dåseøl inden vi var i Tanzania, og pigen stak af ca lige så mange gange og blev leveret tilbage af stewardesserne. Nå ja, og moren gik på toilettet og efterlod sin skrigende datter i vores varetægt (uden at spørge, naturligvis), hvilket resulterede i to meget ulykkelige børn (Ejvinds spejlneuroner fungerer stadig glimrende, hvis nogen skulle være i tvivl).

Endelig landede vi i Kilimanjaro Airport og kunne gå ned ad trappen og ud i den varme, mørke Tanzania-nat. Idyllen blev dog hurtigt afløst af et lysstofrørs-oplyst lokale proppet med hvide mennesker, som enten skulle købe visum eller bare have et stempel i deres pas. Klokken var omkring Ejvinds sengetid og han blev temmelig ked - og sørme om der ikke var en venlig sjæl som tog os med hen til en hurtig skranke, hvor vi kunne få vores stempler og derefter komme ud til vores ventende taxamand.

De første to nætter boede vi på et hotel lidt udenfor Moshi. Der var fred og ro og et meget venligt personale, og ikke mindst en pool som de ikke-tå-opererede kunne bade i.

Dagen efter ankomst fik Ejvind feber - givetvis på grund af den MFR-vaccine, vi lige nåede at få skudt i ham et par dage inden vi rejste. Og feberen varede ved - helt til fredag, faktisk. Lørdag fik han udslæt over hele kroppen, og det har han også i dag, søndag. Vi har åbenbart været en del af de heldige 5 % som får relativt voldsomme bivirkninger. Øv. Det har helt klart sat sit præg på vores oplevelse af Tanzania-med-barn at Ejvind har været så ked og varm og pylret og frustreret, og vi synes faktisk at det er skide hårdt. Vi synes begge to det er dejligt at være tilbage i Tanzania, og det er fedt at opleve, at det hele ikke føles så fremmed, nærmere hjemligt, faktisk. Altså på en fremmed måde, selvfølgelig. Morgenerne er kølige og skyede, dagen og byen vågner sammen og luften bliver varmere og varmere hen under eftermiddagen, hvor skyerne er brændt af og Kilimanjaro toner frem med sine to, sneklædte tinder. Derefter bliver lyset orange, og sneen på bjerget bliver lyserødt, og menneskerne går hjem med deres indkøb, der stiger røg op rundtomkring fra bålstederne, mændene hænger på gadehjørnerne og skolebørn i uniformer snakker og griner. Måske især når de ser os med barnevognen, som er et særsyn på disse kanter. Vi har lejet en lejlighed som er rigtig rar, og hvis man ser bort fra to store træer på vores gårdsplads, så har vi direkte, uspoleret Kili-view. Det eneste problem er, at man som forælder tit oplever verden gennem sit barn, eller gennem sit barns humør. Hvis Ejvind er trist og synes det hele er overvældende og i øvrigt har det fysisk skidt, så nyder vi bare ikke helt så meget at gå rundt mellem dyttende biler og avocado-sælgere og mobil-top-up-boder. Vi satser dog på, at når Ejvind er frisk igen og har vænnet sig til de nye lyde og lugte, så kan vi etablere en velfungerede hverdag, som vi alle tre trives i.

Vi er endda allerede blevet inviteret i en Playgroup sammen med andre ex-pads og indere og tanzanianere ('Moshi Moms'), og det bliver godt for os alle tre at få nogle venner.

Jeg er spændt på at komme i gang med mit feltarbejde, når der er ro på hjemmefronten (pt er det rart at være to om Ejvind, som sjældent lægger skjul på sine frustrationer) - forhåbentlig får jeg forskningstilladelse i næste måned (7-9-13), og vi glæder os begge til at udforske byen og landet mere. Og vi nyder, at vi kan tage dagene som de kommer, ikke har lange to-do-lister og ikke har nogen forpligtelser (endnu). Sommetider er der elektricitet, sommetider er der ikke, sommetider kan man få de varer, man er på udkig efter, andre gange ikke - og det er rart nok at lade sig flyde lidt med den langsomme strøm og sige hakuna matata.