It's alive

Nu må i endelig ikke tro at bloggen er død. Vi har blot haft gæster – først min far og Catherine, så vores venner Klaus og Emma. Det har været rigtig hyggeligt at have besøg, og udover at vi har hygget os og Ejvind har nydt at have flere (lege-villige) voksne omkring sig, så har det også været dejligt for os at få set os lidt omkring i området. Vi har været på coffee-tour og set og hørt om kaffeproduktion i en bjerglandsby, vi har været i Marangu, hvor de fleste Kilimanjaro-trecks tager deres begyndelse, og i Machame, hvor mere eksklusive trecks starter, vi har camperet ved Lake Chala lige på grænsen til Kenya, og jeg har været med på safari og set masser af smuk natur og vaskeægte vilde dyr.

Lige så dejligt som det har været at tage imod, lige så trist har det været at sige farvel – pludselig føltes det som lang tid, vi er af sted. Men vi er stadig rigtig, rigtig glade for at bo i Moshi, for vores rolige, hyggelige dagligdag med tid til kaffe, pool, gåture, solopgange (takket være Ejvind som vågner så tidligt, at vi altid får solopgangen kl 5.30 med), solnedgange, blevask, masser af leg, højtlæsning, og hvad vi nu ellers bedriver dagene med. Jeg er godt i gang med mit feltarbejde og bliver til stadighed mere nysgerrig på mine informanter og deres liv. Indtil videre har jeg brugt mest tid sammen med jainister og hinduer, men nu tager jeg fat på de indiske muslimer. Miljøerne er ret forskellige, selvom det er ret få mennesker, vi snakker om, og selvom de alle kommer fra Gujarat i det vestlige Indien. Jeg prøver at danne mig overblik på forskellige planer. For det første vil jeg gerne have en mere klar ide om, hvordan de forskellige communities fungerer, både i sig selv og i forhold til hinanden og i forhold til indiske communities i andre dele af Tanzania og resten af Østafrika. For det andet er jeg interesseret i at forstå inderne på et mere personligt plan. Hvordan føles det at være en fremmed i det land, man altid har levet i? at leve med en idé om, at livet er meget bedre i Indien eller Europa? hvorfor holder de så stædigt fast i det, de kalder ’deres kultur’? og hvordan forestiller de sig fremtiden i dette land, som de grundlæggende ikke er særligt glade for? Meget af det, jeg møder, er ekstremt fremmed for mig, selvom rammerne er genkendelige. Min gujarati-underviser, f.eks. Hun er på alder med mig, har en datter på 3 år, har en universitetsgrad i undervisning og vil gerne lave en phd. Vi har det hyggeligt sammen, og vi kan sagtens blive enige om nogle ting. Men hendes fundamentale ide om, at Indien, især Gujarat, er det mest rigtige sted i hele verden; at det er altafgørende for hendes datters liv, at hun lærer om hinduismen fra hun er helt lille, får den helt rigtige mad og i øvrigt har en hjemmegående mor i sine første fem leveår, at skilsmisse er en stor synd, og at en kvinde er heldig, hvis hendes mand lytter til hende. Sommetider fortæller jeg hende lidt om, hvordan vi lever. Mange ting fortæller jeg ikke. Hun ville få et kæmpe chok. Hun kom selv hertil for 4 år siden, hvor hun blev gift med sin mand, som boede her. Det var et arrangeret ægteskab, og de mødtes to gange inden brylluppet. Det virker, som om de er meget glade for hinanden, og ikke et ondt ord om arrangerede ægteskaber, så længe alle implicerede er med på ideen. Men historien om Andreas og jeg, som mødtes over en hotdog, småfulde og temmelig trætte, på 7eleven på Nørreport i Århus - og blev gift af praktiske årsager 14 måneder efter vores søn var født… den er bare ikke særlig elegant og dydig i en konservativ hindus ører.

Apropos søn, så skal jeg da lige flette ind, at Ejvind har lært at gå. Og sparke til en fodbold kan han også. Og sige popcorn og måne og gulerod. Så deet. Han har ikke lige lært at forstå et ’nej’, men til gengæld elsker han at nusse og kysse og alt det der som forældre går helt i selvsving over. Nå ja, og han har da også lært et ord på swahili: Poa (som betyder ’finno’ eller ’cool’ eller ’alletiders’ eller hvordan man nu kan oversætte sådan et ord) – så det svarer han lige meget hvad han bliver spurgt om. Heldigvis bliver han langt oftest spurgt: Mambo? Og dér er det helt korrekte svar: Poa. Og så griner alle, og alt er godt. Det er vist det, man kalder billige points.

På tirsdag tager vi til Dar es Salaam, Tanzanias hovedstad, og derefter Zanzibar, på kombineret arbejds- og ferietur. Jeg skal hente og betale for min forskningstilladelse og min opholdstilladelse, og så skal jeg lave en række interviews både i Dar es Salaam og Stone Town (Zanzibar). Derudover tager vi 4 dage ved en dejlig bountystrand på Zanzibar, hvor vi skal bade (selvfølgelig), drikke en enkelt eksotisk drink eller to, spise masser af seafood, måske få lidt sol på maven og ellers bare bygge sandslotte og fange krabber. Vi glæder os.

Og nu er det vist tid til at skabe lidt misundelse hjemme i de mørke, danske stuer. Her er billeder fra de sidste tre uger:

 Catherine, Ejvind og Morfar

 En gepard og dens unge i Tarangire National Park

 Løvehunner i Ngorongoro-krateret

 Min far skuer ud over Lake Manyara

 En karavane af safari-biler i Ngorongoro

 Gnuer og zebraer i Ngorongoro

 Kønt vasketøj på coffee-turen

 Vi får et lille foredrag om kaffeproduktion. Ejvind er mest interesseret i hønen. Gokgok.

 Bønner i barbie-udgave

 Ejvind plukker kaffe

 Ejvind og kaffedrengen (som har fanget, at strømper i sandalerne er no-go).

 Vi får hele processen med. Børnene har vist prøvet det før.

 Vandfald i Machame

 Gåtur i Machame

 Solopgang set fra vores terrasse.

 Ejvind skuer ud på verden og kommenterer: nønnnønn dyt dyt

 Halloween i Moshi Club

 Ejvind klar til Halloween. Som turist.

 Den ene top på Afrikas tag kl 5.30. (fra vores terrasse)

 Den anden top på Afrikas tag

 Morgen-nuttede Ejvind i solopgangen

 Morgen-nuttede Ejvind 2. Nu med badeand på fod.

 Morgen-nuttede Ejvind 3. Nu med røven i vejret.

 En træt aften-Ejvind som fodres af med havregrød til Teletubbies (ja, det er jo ikke idyl det hele)

 Mere solopgang.

Og endnu mere. Stadig fra vores terrasse. Vi ER sgu da heldige. Billeder fra Marangu og Lake Chala kommer senere, når jeg lærer at konvertere Klaus' raw-filer til noget brugbart :) Stay tuned.

Om muligheder og midlertidighed

Sommetider sker der ting, som minder mig om, at dette sted ikke kun er solskin, Kilimanjaro, afrobeat og kogebananer. For det er også et forbandet sted. Et sted, som mange gerne vil væk fra. Det er fedt at bo i Tanzania, hvis man har råd til at bo et dejligt sted, at spise god mad, at tage på hospitalet, hvis det er nødvendigt, og at sende sine børn i en god skole. Og hvis man kan rejse hjem, hvis det bliver nødvendigt. Det er forbandet at bo her, hvis man ikke kan nogen af delene. Hvis man er fanget her og aldrig nogensinde får muligheden for at tage et andet sted hen. Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at jeg er glad for, at jeg på et tidspunkt skal tilbage til Danmark. Eller i hvert fald at jeg altid har muligheden for det. Som en indisk mand forklarede, da vi snakkede om, at mange indere har britisk statsborgerskab: ”Vi kalder det ’to fødder’. Det betyder, at man altid har en fod udenfor, så man har mulighed for at smutte, hvis det bliver nødvendigt”. Det er dejligt at være i Tanzania, hvis man har muligheden for at komme væk. Og netop dén mulighed skaber en grundlæggende ulighed blandt os, som har den, og dem, som ikke har den; en ulighed som hurtigt skaber dikotomierne hvid/sort, rig/fattig, vesten/resten, frivillighed/nødvendighed. Som vesterlænding kan man gøre meget for at få denne ulighed til at syne mindre, men man kan aldrig få den til at forsvinde. Vi er nemlig de priviligerede. Og det kan føles forbandet.

Jeg står dagligt i dilemmaer, hvor netop dét, som min krop, min hudfarve, mit tøj, repræsenterer; privilegier og muligheder; kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget. Når sælgeren på markedet siger, at en kjole koster 60 kr og jeg udmærket godt ved, at den bør koste en tredjedel eller mindre – så vil jeg gerne prutte prisen ned til noget acceptabelt for for det første ikke at virke naiv og rig, og for det andet for ikke at bruge en for stor del af min usle PhD-løn. Men på den anden side virker det hyklerisk at presse sælgeren unødigt, for om kjolen koster 20 eller 60 kr spiller jo i sidste ende ikke den store rolle for mig, og måske kunne sælgeren give sine børn en is på lørdag for de ekstra penge, han fik ind. Allerhelst ville jeg bare gerne kunne være et menneske og ikke en hudfarve og et symbol. Men det er jo en klassisk problemstilling, og i sidste ende er det jo ikke mig, det er synd for. Jeg er jo den privilegerede, og jeg kan bare tage hjem.

Nogle andre, som også bare kan tage hjem, er inderne. Eller – måske kan de ikke tage hjem, for hvor er ’hjem’, når man hele sit liv har været ’fremmed’ i et land, som man dybest set betragter som et sted, som kun fortjener at være midlertidigt? Når dét, man kalder ’hjemland’ er et sted, man har besøgt 2-3 gange i sit liv? Når det sted, som man opfordrer sine børn til at emigrere til, er et sted, hvor hverken forældre eller børn har boet tidligere? Tusindvis af indere fra Østafrika er flyttet til England, USA og Canada de seneste 5 årtier. Da de østafrikanske lande fik selvstændighed i begyndelsen af 1960’erne, blev indernes forretningsmæssige storhedstid brat stoppet, og deres ejendomme og virksomheder blev (i Tanzania) tvangsnationaliseret. Mange indere havde britisk statsborgerskab og havde derfor mulighed for at rejse til det forjættede Europa.

Mit feltarbejde er efterhånden kommet godt i gang. Jeg bruger en del tid i et Jain-tempel, som ligger lidt oppe ad vejen, vi bor på, og det er rigtig spændende. Tidligere var der 4-500 jainister i Moshi; nu er der 65. De fleste er over 60 år, og næsten alle deres børn er på forældrenes opfordring flyttet til England for at studere og arbejde. Et ældre ægtepar, jeg har en del med at gøre, flytter selv til London om få måneder. De vil være sammen med deres søn og svigerdatter, og de er trætte af at være en diskrimineret minoritet i Tanzania og hele tiden være bange for at ’træde ved siden af’ og skulle håndtere det korrupte bureaukrati. De vil være et sted, hvor sygehusvæsnet fungerer, hvor strømmen ikke går i tide og utide, og hvor busserne går til tiden. Andre bliver her, fordi de har gode businesses og kan leve i sus og dus. Men om få årtier er det ikke sikkert, at der er nogen til at stå for den daglige morgen- og aftenbøn i templet på Boma Road.

Jeg ved ikke om det er synd for nogen. Jeg bliver lidt melankolsk ved tanken om ægteparret, som skal forlade det sted, hvor de har levet hele deres liv. Hvor de har opfostret deres søn, hvor de har drevet en forretning, og hvor de har venner og familie, som de flere gange om ugen møder i og udenfor templet. Men nu rejser de. Fordi de kan.