Nytårsaften 2012 var meget varm. Jeg var i Pangani, ved Tanzanias kyst, og luftfugtighed og temperatur var på et niveau, som kan være svær at genkalde sig på en dansk januar-tirsdag. Jeg husker dog denne aften temmelig klart. Min søster, mor og stedfar var på besøg, og med glimmerhatte og noget, der mindede om champagne, gjorde vi klar til middagen. Vi lavede en runde, hvor vi hver især skulle sige et par ord om gode og knapt så gode ting i året, som var forbi, og nogle ord om det, vi håbede for 2013. Jeg husker, at min mor og stedfar talte om, at de håbede, at de selv og deres familie ville være sunde og raske lang tid endnu. Og jeg husker, at jeg talte om, hvor meget jeg glædede mig til at få en helt almindelig hverdag med vuggestue, arbejde med kaffepauser og kolleger, legepladser uden høj sol og 35 grader. Jeg havde på det tidspunkt været væk fra uni i mere end halvandet år, og selvom Ejvind var (og er) det dejligste barn, og selvom Andreas havde det primære ansvar mens vi var i Tanzania og jeg lavede feltarbejde, så var jeg temmelig træt af putnings-problemer og oprydning efter endnu et grød-måltid. Så det snakkede jeg om, den aften. Ved midnatstid vågnede Ejvind og skreg, og jeg stod og vuggede ham i armene mens sveden dryppede fra mit hoved ned i hans hoved, for så varmt er det i Pangani i januar. Tre uger senere talte jeg i telefon med min stedfar hjemme i Danmark. Min mor var blevet diagnosticeret med en ondartet hjernetumor, og hun skulle opereres få dage senere. Tiden stod stille i to frygtelige døgn, hvor jeg hverken kunne spise eller drikke, hvor min krop dirrede af angst og chok. Jeg skyndte mig hjem til frosne Ålborg, hvor kærlige sygeplejersker og læger heldigvis passede godt på min mor. Min verden var kollapset, men den havde også åbnet sig på ny. Det gik op for mig, at alt er muligt. At det ikke nytter noget at leve i det, som måske kommer; at skubbe alting til engang og at tro, at ulykker kun rammer andre. Pludselig forekom mit 2013-ønske temmelig navlepillende, og pludselig blev min tidshorisont forandret. Alt det, jeg havde taget for givet, måtte revurderes.
Min mor er her stadig, og hun holder fanen højt. Hun er rå-sej og nægter at lade sin sygdom forhindre hende i at grine og nyde. Det lærer jeg meget af. Hver eneste gang hun krammer Ejvind, læser en bog for ham, putter ham og smiler til ham så nyder jeg det. På en måde har livet fået ekstra værdi efter det gik op for mig, på den mest brutale måde, at det er skrøbeligt.
1. januar i år gik jeg en tur med sovende Ejvind i klapvognen. Jeg havde hovedpine men tvang mig selv til en tur rundt om marker og skov, og det var, som om der lå en eller anden tryg nytårs-ro i markernes linjer, i tågens tunge ånde og i de sorte træers forviklede grene. Hovedpine til trods: den gåtur var hundrede procent nydning. Måske man endda kunne kalde den rensende. Ligesom feriedagenes leg og hygge med vores familier, med Ejvind, som var ved at sprænges af glæde og nysgerrighed, og som hver eneste dag vækker os på en ny måde, som kalder smilet frem på vores læber. MOOOOR, jeg vil gerne lege med LEEEEEGOOO. FAAAAR du skal lave HAAAAVREGRØØØD. MOOOOOR jeg vil gerne ind i din PEDAAAAL-SEEENG (?)
Måske kunne man kalde 2013 et gement lorteår. Men man kunne også kalde det året, som viste mig, at livet skal leves lige nu. Så det prøver jeg at gøre. Heldigvis er Ejvind mester i at tvinge mig i at være tilstede nu og her, og i at gøre mig opmærksom på alle de små skønheder, som er omkring os.
Må 2014 bringe meget mere af de, vi har allerbedst af: glæde, kærlighed og skønhed.
.JPG)
