tirsdag den 28. april 2015

Jeg går, ergo tænker jeg

Jeg går meget, når jeg er i felten, eller når jeg går til og fra den. Mit feltarbejde er præget af, at felten er sådan én som jeg går ind og ud af. Hvis jeg ikke havde børn, eller hvis jeg ikke havde taget mine børn med på feltarbejde, så ville jeg naturligvis bo hjemme hos mine informanter, hvis altså de gad have mig boende. Så ville jeg være i felten hele tiden og måske fra tid til anden flygte fra den hen på en kaffebar hvor jeg ville skype med dem derhjemme og spise noget andet end indisk mad. Måske ville jeg blive god til Gujarati. Sandsynligvis ville jeg se og lære helt andre ting, end jeg gør i det feltarbejde, som nu engang er blevet mit. Men egentlig holder jeg meget af at være den vandrende antropolog.
Når jeg går ad de lange alleer får jeg både gang i min post-fødselskrop og i min post-fødselshjerne. Jeg går og tænker over alle de ting som der ikke rigtig er plads til at tænke over, når jeg er hjemme sammen med Sigfred, Ejvind, Andreas og Freja. I sidstnævnte forum skal jeg fodre, skifte, organisere, putte, trøste. På mine feltarbejdsture skal jeg bare sørge for at min krop bevæger sig fremad, og at jeg når til rette destination. Det er faktisk i al sin enkelthed en stor luksus.
Jeg har en god gruppe af gamle informanter. Nogle af dem er måske lidt trætte af at snakke med mig. Eller, måske har vi ikke så meget mere at snakke om, synes de. Andre kan jeg blive ved med at snakke med dag efter dag. Nogle er blevet mine venner. Andre er meget seriøse i deres rolle som mine informanter og gatekeepere, og vi udveksler perspektiver og diskuterer. Nogle kender mange andre, som de synes jeg skal snakke med. Oftest mænd over 50. Flere gange om ugen træder jeg således ind på et kontor og møder endnu en ældre mand som ’kunne være interessant for mig at tale med’. Og sjældent er de uinteressante. Nogle føler sig pressede af myndighederne og frygter, hvad fremtiden bringer for den indiske minoritet i Tanzania. De planlægger en pensionisttilværelse i England eller Indien, hvor deres søskende og børn måske allerede bor. Andre spiller spillet, giver penge under bordet til de rette folk og driver store virksomheder og lever det søde liv. Alle er de klar over, at de er en minoritet; at de er anderledes. Og de må derfor tage deres forholdsregler.
Og så går jeg videre. Kigger på alle de små planter, som blev sået for et par uger siden, og som desværre er ved at visne, fordi regntiden slet ikke bringer så meget regn som man havde håbet på. Gyser, når de store overlæssede lastbiler brager forbi mig med høj fart. Tænker på sidst vi var her, og på hvor meget frihed jeg havde – og bliver ramt af et lille glimt af lykke, når jeg tænker på hvor heldig jeg er at have hele to søde børn, og også når jeg tænker på at jeg på et tidspunkt får lidt af friheden tilbage. Dufter til støvet, det grønne, varmen. Nyder, at jeg ikke skal andet end at gå.


onsdag den 15. april 2015

Mest af alt sveder jeg i hverdagen



Morgenerne er kølige og friske. Vi bliver vækket af børnene, eller af nogle biler som dytter, eller af minaretsangen, eller bare af fuglene som pipper i haven. Vi står op, laver havregrød på gasblusset. Putter passionsfrugt og mango på, og banan – men ikke på Ejvinds grød, for han er blevet for gammel til banan. Vi spiser på verandaen, som egentlig ikke er lille, men som er lige præcis så smal at pladsen omkring vores kvadratiske og i øvrigt ustabile plasticbord føles trang. Bar hud mod plastichavestole. Vi klør i vores myggestik, især Ejvind, for ham elsker myggene. Forleden fik han et stik på hånden, som hævede voldsomt op og fik tilnavnet ’ballonhånden’.
Man skal være hurtig, hvis man skal afsted inden det bliver varmt. I hvert fald på de dage, hvor himlen ikke er dækket af skyer. Ejvind er startet i skole, og han tager stolt sin lille rygsæk på og øver sig på at sige goddag og farvel på både engelsk og kiswahili. Det er godt, at han endnu ikke har lært diverse eder på engelsk, for han er i den periode af sit liv hvor det allersjoveste er at sige pisselortefuckingskid. Og det tror jeg ikke man kommer godt afsted med på Josephines pre-school.
Andreas sætter sig ind på kontoret og arbejder på sit speciale, og jeg prøver at planlægge min dag med feltarbejde og baby-pasning. Selvom Sigfred er et ret nemt barn, så er det ikke helt ukompliceret at have ham med i felten. Moshis gader er ikke indrettet til klapvogne, der er huller i vejen og trafikken kan være kaotisk. Fodgængerfelter og fortov gør vi ikke så meget i her. Og han må i princippet ikke være i solen før han bliver et år. På den måde er vi lidt udfordret på logistikken, men vi forsøger at planlægge så det hele går op.
Til gengæld er det dejligt at være på feltarbejde igen. Der er sket meget med mit projekt siden jeg var her sidst for halvandet år siden, og det er meget tilfredsstillende at have et forholdsvist skarpt fokus; at vide hvad man gerne vil vide noget om. Mine informanter er her stadig, og de vil gerne snakke med mig og hjælpe mig. Det varmer mit antropolog-hjerte. Og jo mere jeg lærer, jo mere bliver jeg overbevist om, at mine analytiske greb giver mening, og at mit projekt har sin berettigelse. Det er faktisk ikke at kimse ad, overhovedet.


I løbet af formiddagen bliver det rigtig varmt. Og det er, som om varmen ikke slipper sit tag før det bliver nat. Så sidder vi på verandaen og sveder indtil vi opdager hvor mange myg som summer rundtom vores ben, og så sætter vi os indenfor og sveder. Vi sveder mens vi putter børnene, og børnene sveder, og når de endelig sover er vi så trætte at vi også går i seng. På den måde brænder aftenen hurtigt op – den er svedig og mørk og summende, og pludselig er det nat. Så synger cikaderne, og hvis ikke de var så små at det er svært at forestille sig at de har lunger, så ville jeg skrive at de synger for deres lungers fulde kraft. Og hundene gør og hyler, og nogen holder fest, og man ligger der under myggenettet og synes på én gang det er eksotisk og lidt hyggeligt og lidt uhyggeligt. Man længes efter at sove, og man længes efter morgenen, hvor mørket hæves og det hele igen er uskyldigt og synligt.