Den fremmede/bekendelser

Jeg er ofte frustreret over at være hvid i Tanzania. Det har jeg været mange gange før, og grundene har ændret sig over tid. I disse dage er jeg primært frustreret over, at jeg på grund af min hudfarve bliver en association til forskellige slags mennesker, jeg helst ikke vil associeres med, herunder voluntører fra Europa eller USA, som bare gerne vil gøre en forskel i Afrika;  missionærer, som bare gerne vil gøre en forskel i Afrika; voluntører eller missionærer, som synes afrikanere er mindre intelligente end vesterlændinge; turister, som synes afrikanere er mindre intelligente end vesterlændinge; og ikke mindst repræsentanter fra disse grupper, som skælder ud på afrikanerne, fordi de gør alting forkert.  

Så – jeg er ikke træt af at være hvid, fordi jeg får meget opmærksomhed. Det har jeg vænnet mig til, og nogle gange kan det være hyggeligt, at man bliver genkendt, eller at folk gerne vil snakke. Jeg er snarere træt af, at folk, som ikke kender mig, antager, at jeg bare gerne vil gøre en forskel i Afrika/synes afrikanere er mindre intelligente end vesterlændinge/skælder ud på afrikanerne fordi de gør alting forkert. Ikke mindst fordi det minder mig om alt det, jeg tidligere har udsat afrikanere for.

Jeg har selv været en uvidende nyklækket student, som ville gøre en forskel i Afrika; som med sine ringe evner forsøgte at undervise 90 5. klasses elever i en tanzaniansk folkeskole; som troede, hun gjorde en forskel for de små børn på børnehjemmet; som blev irriteret over hvor langsomt alting gik og ikke forstod, hvorfor afrikanerne ikke kunne være lidt mere tjekkede; som skældte ud, fordi hun var desillusioneret, frustreret og havde hjemve; som tænkte, at folk da godt kunne være lidt taknemmelige, nu hvor hun havde lånt 25.000 kr. for at komme ned og hjælpe dem. Jeg indrømmer, at jeg var det hele. Naiv, arrogant og virkelig irriterende. Og det var hårdt at komme hjem efter at have oplevet sig selv så naiv, arrogant og virkelig irriterende.

Så når folk råber Mzungu (hvid) efter mig, fordi de vil sælge en safari, eller når en tigger kigger opgivende på mig, eller en taxachauffør antager at jeg skal køres og ikke gider gå, eller når damen i baby-butikken, som jeg spørger om hvorvidt de sælger babymad på glas, svarer med et overlegent smil, at ”we don’t use that. We cook ourselves, you know”, så bliver jeg indhentet af skammen over mig voluntør-jeg, og jeg bliver flov over alt det, jeg som hvid automatisk står for – politisk korrekt antropolog eller ej. Flov over, at folk tror jeg har mange penge, at de tror jeg ikke gider gå, at de tror jeg ikke selv laver mad – og nok især flov over at der selvfølgelig er et gran af sandhed i deres antagelser. Og således kan det blive en temmelig akavet affære at fragte sin hvide krop til Tanzania. 

Til gengæld er jeg virkelig taknemmelig overfor de mennesker, som gennem de seneste ti år har lært mig, at det lønner sig at nærme sig med ydmyghed, nysgerrighed og rolig vejrtrækning. Glad for gennem min uddannelse at være blevet opdraget til altid at forsøge at forstå de bagvedliggende strukturer og ikke mindst at respektere lokal praksis, og stolt over efterhånden at være i Tanzania på en knapt så akavet måde. Det er godt for både mig og Afrika.