Sådan ved man, at man er i USA (food-edition)

-       - Müeslien ovenpå den græske yoghurt er lavet af smuldrede ingefærsmåkager

-       - Enhver lille by med respekt for sig selv har mindst én biks hvor man kan købe is smækket sammen mellem to lune cookies.

-       - Som om to lune cookies med is i mellem ikke skulle være nok, kan man vælge, om isen skal rulles i skumfiduser, vingummibamser, m&ms eller – hvis man er på kur – nødder

-       - Man kan få ti forskellige slags mandelmælk på karton. Den eneste, som er usødet, er med vaniljesmag

-       - Folk ser mærkeligt på een, hvis man går rundt på gaden uden et papkrus i hånden

-       - Et (megastort) stykke banankage kaldes et ’banana bread’ – så er det jo næsten helt sundt

-       - Det samme gælder græskarkage (pumpkin bread) og kanelkage (cinnamon bread). Rent trylleri!

-       - Men hvem har også bestemt at brød er kage, bare fordi der er sukker i?

-       - I udvalgte supermarkeder kan man få babymos med chiafrø, quinoa, grønkål og granatæble.

-       - Man kan i samme supermarkeder også vælge mellem 45 forskellige slags kombucha-drikke. Man er vel med på superfoods-bølgen

-       - Der findes en is, som hedder butter-pecan, og som man kan købe i 1,65 liters beholdere. Den er lige så afhængighedsskabende for en træt, phd-skrivende mor som kokain for en træt, phd-skrivende jetset-mor

-       - Så den skal man lade være med at købe.

-       - Og hvis man kom til det alligevel, er der ingen vej tilbage.

-       - Til gengæld er det sådan i Palo Alto (som ikke er repræsentativt for resten af USA, skal jeg lige skynde mig at tilføje), at ingen kalorier sætter sig, hvis man går i træningstøj og har en yogamåtte under armen.

-       - Så jeg skal have købt mig en yogamåtte.

With a little help from my mor og et skrivebord

I dag var en af de dage, hvor jeg følte mig totalt utilstrækkelig. Hvor jeg spekulerede på, hvornår de regner ud, at jeg grundlæggende er uduelig og slet ikke har fortjent at være phd-studerende, og da slet ikke phd-studerende på studieophold på Stanford! Jeg har ofte talt med folk, som jeg anser for værende virkelig dygtige, som har det på samme måde efter 30 års professionelt virke. De går og venter på at verden opdager, at de ikke kan noget som helst. Når jeg har det sådan, som jeg havde det i dag, så tænker jeg på dem. Og tænker, at det er helt normalt at have det sådan, og at det bare er noget, som sker inde i ens hoved. Men næste tanke er så: Måske gælder det netop lige præcis for mig? At ingen nåede at stoppe mig før jeg lige pludselig sad på Stanford. At ingen lige fik prikket mig på skuldrene og sagt, at jeg nok ikke skulle gå efter en phd-grad.

Og så hører jeg min mors stemme. For jeg ville ringe til hende i denne slags situationer og beklage min nød. Fortælle at jeg ikke kan en skid og at det var åndssvagt at jeg overhovedet overvejede at søge en phd. Måske skulle jeg slet ikke have været på universitetet. Og så ville hun blive irriteret på mig og sige at nu måtte jeg sgu tage mig sammen. Man får ikke en phd hvis man ikke kan noget. Og de gad ikke have mig til at rende rundt på Stanford, hvis jeg var dum. Og så ville jeg sige noget mere om hvor dum jeg er. Og så ville hun sige: Jamen fint nok, så synes jeg du skal droppe den phd, hvis du ikke har lyst til at skrive den. Og så ville jeg sige at jeg jo gerne VIL skrive den, og således ville jeg have fundet frem til erkendelsen nogenlunde selv. Altså, med lidt hjælp fra min mor. Ligesom dengang jeg læste dramaturgi og syntes jeg var uduelig og sad i min mors lejlighed og græd og hun til sidst blev sur på mig, fordi jeg på én gang var så selvudslettende og selvhøjtidelig. Men i dag kunne jeg jo af gode grunde ikke ringe til min mor (selvom jeg stadig, halvandet år efter hun døde, af ren refleks er tæt på at ringe til hende flere gange om ugen). Og derfor var det så fint, at skæbnen ville, at jeg satte mig ved et nyt skrivebord på biblioteket. Nemlig skrivebordet til den modløse phd-studerende. Skrivebordet, som indgyder håb hos den opgivende. Skrivebordet, som minder personen bag computeren om, at det hele nok skal gå. Og således opløftet begav jeg mig med nyt mod ind i torsdag eftermiddag. Nu ved jeg, hvor jeg skal gå hen, næste gang jeg får lyst til at ringe til min mor og have ondt af mig selv, fordi jeg får lov at skrive en phd og være tre måneder på Stanford University.