langsomhed

ÅH hvor har jeg tit lyst til at livet gik lidt langsommere. Jeg har sådan brug for at DVÆLE ved tingene i stedet for at overstå dem for at nå noget andet. Jeg har lidt svært ved at vurdere, hvorvidt imperativet om konstant at være i gang er noget, som er blevet påduttet mig 'oppefra' - fordi man på uni, på arbejdet og alle andre steder hele tiden skal være I GANG - være på vej et sted hen. Være på vej mod eksamen, på vej mod det næste projekt, på vej mod en ny lejlighed, på vej mod at få børn, på vej mod at få flere penge og en bil og en hund.
Jeg kan nogle gange føle, at der ligger en forventning om denne bevægelse i alting. Selvfølgelig er livet een lang bevægelse. Men måske den ikke behøvede at gå så hulens stærkt. På den anden side: hvis jeg havde et halvt år foran mig, hvor jeg ikke skulle noegt som helst - ja, så ville jeg jo nok temmeligt hurtigt få lavet en masse projekter, så jeg ikke kom til at kede mig. Måske.
Eller måske ville jeg lære at trække vejret helt ned i maven og gå tur uden at bekymre mig om hvornår jeg ville være hjemme igen, sidde og stene og nyde øjeblikket uden at tænke på det næste øjeblik.
I 2008 var min kæreste og jeg i Indien. Vi sluttede vores ophold af med en uge i ashram, hvor vi stod op alt for tidligt, mediterede (/sad op og sov), dyrkede yoga, skyllede næser, spiste ayurvedisk mad, læste Ekhart Tolle og gik ture i stilhed. Selvom jeg godt kan være ved at brække mig over dét der med, at i vesten har vi bare mega travlt og nyder aldrig øjeblikket - men på et kloster i indien (eller hvis man bare dyrker yoga og drikker tilstrækkelige mængder af the) kan man virkelig blive eet med sig selv... Så længes jeg tit tilbage. For jeg tror sjældent jeg har nydt naturen og lyset så meget. Klostret lå lige ned til Ganges (der omkring hvor floden udspringer), og der var usandsynligt smukt. Og jeg øvede mig virkelig i at nyde alle øjeblikke. Nyde at sidde om morgenen og spise grød og blive varmet af solen. Nyde at sidde på en kæmpesten ude i Ganges og kigge op på bjergene og lytte til vandet som bruser og vide, at man ikke skal noget som helst. Kun være.
Til gengæld kunne jeg aldrig nogensinde forestille mig at være een af de, som vælger at blive på klostret og lade deres gamle liv i USA eller Australien være fortid. For stilheden er vel mest fantastisk, når der også er larm?