Det kan vi godt li'

Det kan Ejvind godt li':
- at bruge sin nye lille grønne plastikstol som gå-vogn (bonusinfo: han har faktisk taget et par skridt helt uden rollator, men det er som om han ikke tror nok på det til virkelig at gøre alvor af at bevæge sig på to ben uden støtte)
- at sige dyrelyde
- at fodre skildpadden, som bor nedenunder, med klamme tørrede fisk
- at snakke med duerne, som bor på muren overfor hvor vi bor
- at spise og drikke stort set alt. Også jord, blade og kaffe.
- at lege og snakke med tanzanianerne, hvis der er en afstand på minimum 50 cm.
- at tisse, når man lige har taget hans ble af.
- at se TeleTubbies
- at gøre opmærksom på, at noget er varmt eller ikke varmt
- at gøre opmærksom på, at der er noget, som drejer rundt
- at høre musiknumre, hvor lyden uuuhhhh indgår (og at synge med)
- at smide mad på gulvet
- at kommunikere med tanzanianere via bil-lyde (nønnnnøøønnnn)
- at skide, når vi er halvvejs inde i et måltid (og han lægger ikke skjul på, hvad han har gang i)
- at få læst bøger (booowwww booooowww)
- at kravle op og ned ad senge, stole og sofaer
- at få sin vilje.
- at kravle på trapper (da-da-da-da-da betyder trapper. Dada betyder mor eller far. DAda betyder 'der er den')

Det kan Andreas og Cecil godt li':
- at vi endelig har fået lært Ejvind at sove igennem! Det føles så vildt, som nok kun forældre til børn, som har afskyet søvn de første 15 måneder af deres liv, kan forstå.
- at vi (derfor) nu for første gang i hundrede år har overskud til at løbe
- at vi har købt en ovn, så vi kan bage brød og lave ovn-mad
- at Ejvind sover på sit eget værelse, så vi nu både kan læse og snakke, inden vi lægger os til at sove
- at vores liv er så relativt stille og roligt, at vi har tid til at nyde det
- at vi er omgivet af rare mennesker, både afrikanere, indere og europæere/amerikanere/australiere
- at Ejvind er glad, kærlig, rund og sjov
- at Cecil er kommet godt i gang med sit feltarbejde (mere om projektet følger i næste indlæg)
- at Andreas er startet til swahili-undervisning og er hurtig til at lære (jeg prøver at være oprigtigt glad for dette, men mit konkurrencegen gør, at jeg har lidt ondt i røven over at han er så meget bedre end jeg til at huske ord og grammatik. Så derfor har jeg besluttet at satse på at lære Gujarati - det indiske sprog, som mine informanter taler - for lissom at holde konkurrencen på min egen banehalvdel).
- at vi har købt en mountainbike og kan skiftes til at drøne rundt på de hullede veje
- at vi kan tage i swimmingpool hver eftermiddag, hvis vi har lyst
- at vi har genopdaget, hvor fantastisk det er at køre med motorcykeltaxa (altså - uden Ejvind)
- at det sommetider hænder, at Ejvind (og Andreas) skider mindre end 4 gange om dagen
- at det slet ikke er noget problem, at der kun er koldt vand i bruseren, når det er så skide dejligt at putte varmt vand i en spand og hælde det ud over sig.
- at manden nede fra supermarkedet husker os og råber hej, når han kører forbi på sin motorcykel
- at vores rengøringsdamer endelig har lært at vende tøjet på vrangen, når de hænger det til tørre i solen
- at vi fra tid til anden gør en handel uden at blive snydt, fordi vi er hvide; f.eks. får vi lappet barnevognshjul for under 2 kr.
- at vi har råd til at gå ud at spise og drikke kaffe
- at coca-cola sponsorerer ALT i Tanzania. Vejskilte, institutioners skilte, møbler, butikker, you name it.
- at vi bor et sted, hvor det er helt normalt at snakke med folk, man ikke kender. Venlighed er sgu det nye sort.

Noget om fædre, mødre, indere og søvn

Når man bor i Moshi, kan man sommetider glemme, at man befinder sig i Afrika syd for Sahara. I modsætning til så mange andre steder i Tanzania er her både kaffebarer med cafe latte og cheese cake, pizzarier, det føromtalte store supermarked, en hel del mzunguer (hvide), adskillige hoteller med swimming pools og ikke mindst mange asfalterede veje. Dermed ikke sagt, at der ikke er forskel på livet i Aalborg og i Moshi - for det er der. Men måske er forskellen lidt nemmere at glemme her end f.eks. i Bukoba i 2003. Og hvor vil jeg så hen med det? Jo - i fredags blev vi lige mindet om, hvor vi bor. Vi gik tur op ad vores vej, Boma Road, og på højre side er der en stor plads, hvor folk var ved at samles. Nogen var i gang med at bygge en stor scene, og der var stillet kæmpemæssige højttalere op. Vi tænkte, at det nok var den gospelfestival, vi havde set reklamer for. Vi spurgte en flok mænd, som sad i grøftekanten. De var ikke så gode til engelsk, men vi forstod, at der senere på dagen ville være gospelmusik på pladsen. Mændene sagde et eller andet, da vi gik, og de grinede. En lille tæt kvinde gik op på siden af os. "De siger, du bærer babyen som en rygsæk", sagde hun til Andreas, som havde en slasket, sovende Ejvind på ryggen. Og det var jo sådan set meget rigtigt set - men det pudsige er, at enhver afrikansk mor ville bære sit barn på samme måde, bare med et stykke stof fremfor en 800 kroners bæresele. Det mærkelige for mændene var, at det var faren, som bar barnet. Tidligere var vi kommet forbi en frugtsælger, som gav udtryk for, at han syntes det var dybt bizart, at Andreas havde Ejvind på ryggen, mens jeg bar rygsækken. "Hun burde tage barnet, du burde tage rygsækken" sagde han. Andreas forklarede, at det her var mzungu style. Frugtsælgeren accepterede modvilligt, at en sådan rollefordeling var mulig.

Den tætte (ja, jeg kalder hende tæt, fordi jeg er lidt bitter over hendes kommentar til Ejvinds og især min størrelse: "Han er stor og fed, ligesom sin mor") kvinde spurgte, hvor vi var på vej hen. Vi sagde, at vi bare var ude på en lille gåtur. Hun spurgte, om vi ikke ville med hende - hun skulle besøge sin mors veninde, som var syg og meget rig. Og det var her, at vi følte, at vi var tilbage i Tanzania. For hvilken dansker ville invitere fremmede med på sygebesøg hos en gammel dame? Vi gik sammen med Riziki, som kvinden hedder, igennem et forstadsområde med små huse, grønne arealer, geder, høns, børn, vasketøj, røde jordveje og bananpalmer hist og her.

Da vi endelig, efter 2-3 km, kom hen til Mamas hus, var hun ikke hjemme. Det var til gengæld en flok mænd, som sad på en bar i huset overfor. De råbte til Riziki, at Andreas virkelig måtte elske mig, siden han bar barnet. Man kunne knytte mangt en kommentar til denne opfattelse af mænd, kvinder og børn, men jeg vil hellere fortælle om, hvad der skete senere på eftermiddagen.
Da Mama ikke var hjemme, gik vi tilbage til den store plads. Her satte vi os i plastikstole og drak en sodavand. Ejvind legede i støvet sammen med nogle andre, lidt ældre, børn, og til alle forbipasserendes store morskab, blev han så beskidt, at det næsten ikke var til at bære for selv den mest entusiastiske skovbørnehave-pædagog.

Senere startede musikken, en gruppe tanzanianere sang gospel, og nogle pinsekirkefolk fra Chicago prædikede. Pladsen var efterhånden fyldt, alle var i deres fineste tøj, og lyden bragede ud af højttalerne. På ægte pinsekirke-maner stod folk med armene i vejret og råbte Halleluja på de rigtige tidspunkter. Efter noget tid var vi alle tre flade af varme, støv og lyd (nå ja - og opmærksomhed), så vi begav os hjem, hvor vi brugte eftermiddagen på at skrubbe os rene.

Vi fortsætte afvaskningen lørdag i en pool - til Ejvinds virkelig store fornøjelse.

Ved siden af poolen var hotelpersonalet ved at pynte op til aftenens bryllup. En lidt anden skala end vores last-minute-rådhus-bryllup, må man sige.

Forleden var vi i Playgroup for første gang. Vi mødtes med ca. 10 mødre og deres små børn i det rige, stille forstadskvarter, Shantytown (lige op ad den Internationale Skole, til Ejersbo-læserne). Dagens vært havde tre børn og et stort hus og en kæmpe have fyldt med legetøj og træer og blomster og bænke; et ret dejligt sted. Alle mødrene var mzunguer - amerikanere, hollændere, tyskere og englændere. Og alle var de gift med mænd, som arbejdede. Og alle gik de hjemme og passede hus og børn. På den måde passede vi måske ikke så godt ind, men det var alligevel både hyggeligt og ikke mindst interessant at opleve, hvordan man socialiserer i sådan et miljø. Hvordan man deler tips om, hvor det er godt at handle, hvor der er en god pool og lækre cupcakes til lørdagsudflugten osv. Præmissen for fællesskabet er midlertidigheden - næsten alle bor i Tanzania i en begrænset periode, det være sig alt fra 6 mdr. til 5 år. Kendetegnende for kvinderne var, at de virkede ret afslappede i forhold til at bo i Tanzania med små børn (hvilket selvfølgelig er en nødvendighed, men derfor kunne der jo alligevel godt opstå en bekymring eller to fra tid til anden) og flere talte om, hvor godt det var for familien at bo her. En amerikansk mor fortalte, at de havde boet i Kenya og derefter var flyttet tilbage til USA, men det var for stressende, og de valgte derfor det stille, simple liv i Tanzania. Det er helt sikkert dejligt for børnene - men jeg ville kede mig ihjel af at skulle være hjemmegående husmor i en Tanzania-forstad i mange år (det ville jeg nok lige meget hvor, jeg skulle være det) mens min mand gjorde karriere. Dét gør mig måske bare endnu mere nysgerrig efter at finde ud af, hvad det er for nogle kvinder, som er i playgroup'en. Så vi kommer helt sikkert tilbage. Også for at lære Ejvind, at det faktisk ikke er farligt at dele legetøj med andre børn.

Sidst, men ikke mindst, er jeg ved at komme i gang med mit feltarbejde. Endelig. Jeg venter dog stadig på forskningstilladelse (satser på at få svar på min ansøgning midt i denne måned), men nu er jeg lige så stille ved at lære nogle indere at kende og spore mig ind på, hvilke religiøse, etniske og sociale grupperinger, der er i byen, og jeg satser på inden længe at blive inviteret hjem til nogen. I går talte jeg i lang tid med en mand, som ejer et rejsebureau. Det kom der mange interessante ting ud af - og jeg er kun blevet mere nysgerrig. Så det er godt.

Nå ja - og så bliver jeg lige nødt til at fortælle, at Ejvind de sidste tre nætter har sovet uden opvågninger fra 00 til 05. Og det er så vildt for os. Og virkelig virkelig dejligt.

Australieren nedenunder er stoppet med at fodre sin pildskadde så vi kan gøre det. Til Ejvinds store fornøjelse.

Ja, og bar røv er og bliver et kæmpe hit.

Her bor vi

Vores lejlighed ligger på en indfaldsvej til Moshi centrum. Boma Road hedder den (til de, som har læst Ejersbo-trilogien og kender Moshi som deres egen bukselomme). Hvis man går ned ad vejen, kommer man forbi forskellige butikker som sælger det ene og det andet, en teknisk skole og et posthus. Og så ender man i Clocktower-rundkørslen, som som er ret kaotisk, men som man nødvendigvis må bevæge sig rundt i, hvis man vil nogen steder. F.eks. ligeud, for at komme i det store supermarked Nakumatt, eller til højre, for at komme til busstation, marked, cafeer, flere butikker, restauranter, templer, en moske, stille gader og larmende gader. Men egentlig skulle dette indlæg ikke handle om alt det, som er udenfor vores hjem i Mawallas bygning på Boma Road, men alt det, som er indenfor. Og det forklares bedst med et par billeder.

Her er vores stue.

Og her er vores køkken. Ejvind har fået sin egen hylde/sit eget skab, hvor han godt kan lide at lege mens vi laver mad og vasker op (en helt ny aktivitet for os, som kommer fra lejlighed med alt i hårde hvidevarer!) Man kunne foranlediges til at tro, at han på billede nr 3 er faldet i søvn (i hvert fald hvis man kender Ejvinds far og Ejvinds farbror, som har fantastisk nemt ved at falde i søvn på dansegulv, i barer, på cykler og lignende). Men det er ikke tilfældet; Ejvind ville aldrig falde i søvn uden at gøre opmærksom på sig selv først.

De sidste rum kommer i Her Bor Vi #2. Jeg kan mærke, at I allerede glæder jer. Det er godt.

Det er sgu svært når man godt vil være sort