Nu må i endelig ikke tro at bloggen er død. Vi har blot haft
gæster – først min far og Catherine, så vores venner Klaus og Emma. Det har
været rigtig hyggeligt at have besøg, og udover at vi har hygget os og Ejvind
har nydt at have flere (lege-villige) voksne omkring sig, så har det også været
dejligt for os at få set os lidt omkring i området. Vi har været på coffee-tour
og set og hørt om kaffeproduktion i en bjerglandsby, vi har været i Marangu,
hvor de fleste Kilimanjaro-trecks tager deres begyndelse, og i Machame, hvor
mere eksklusive trecks starter, vi har camperet ved Lake Chala lige på grænsen
til Kenya, og jeg har været med på safari og set masser af smuk natur og
vaskeægte vilde dyr.
Lige så dejligt som det har været at tage imod, lige så
trist har det været at sige farvel – pludselig føltes det som lang tid, vi er af
sted. Men vi er stadig rigtig, rigtig glade for at bo i Moshi, for vores
rolige, hyggelige dagligdag med tid til kaffe, pool, gåture, solopgange (takket
være Ejvind som vågner så tidligt, at vi altid får solopgangen kl 5.30 med),
solnedgange, blevask, masser af leg, højtlæsning, og hvad vi nu ellers bedriver
dagene med. Jeg er godt i gang med mit feltarbejde og bliver til stadighed mere
nysgerrig på mine informanter og deres liv. Indtil videre har jeg brugt mest
tid sammen med jainister og hinduer, men nu tager jeg fat på de indiske
muslimer. Miljøerne er ret forskellige, selvom det er ret få mennesker, vi
snakker om, og selvom de alle kommer fra Gujarat i det vestlige Indien. Jeg
prøver at danne mig overblik på forskellige planer. For det første vil jeg
gerne have en mere klar ide om, hvordan de forskellige communities fungerer,
både i sig selv og i forhold til hinanden og i forhold til indiske communities
i andre dele af Tanzania og resten af Østafrika. For det andet er jeg
interesseret i at forstå inderne på et mere personligt plan. Hvordan føles det
at være en fremmed i det land, man altid har levet i? at leve med en idé om, at
livet er meget bedre i Indien eller Europa? hvorfor holder de så stædigt fast i
det, de kalder ’deres kultur’? og hvordan forestiller de sig fremtiden i dette
land, som de grundlæggende ikke er særligt glade for? Meget af det, jeg møder,
er ekstremt fremmed for mig, selvom rammerne er genkendelige. Min gujarati-underviser,
f.eks. Hun er på alder med mig, har en datter på 3 år, har en universitetsgrad
i undervisning og vil gerne lave en phd. Vi har det hyggeligt sammen, og vi kan
sagtens blive enige om nogle ting. Men hendes fundamentale ide om, at Indien,
især Gujarat, er det mest rigtige sted i hele verden; at det er altafgørende
for hendes datters liv, at hun lærer om hinduismen fra hun er helt lille, får
den helt rigtige mad og i øvrigt har en hjemmegående mor i sine første fem
leveår, at skilsmisse er en stor synd, og at en kvinde er heldig, hvis hendes
mand lytter til hende. Sommetider fortæller jeg hende lidt om, hvordan vi
lever. Mange ting fortæller jeg ikke. Hun ville få et kæmpe chok. Hun kom selv
hertil for 4 år siden, hvor hun blev gift med sin mand, som boede her. Det var
et arrangeret ægteskab, og de mødtes to gange inden brylluppet. Det virker, som
om de er meget glade for hinanden, og ikke et ondt ord om arrangerede
ægteskaber, så længe alle implicerede er med på ideen. Men historien om Andreas
og jeg, som mødtes over en hotdog, småfulde og temmelig trætte, på 7eleven på
Nørreport i Århus - og blev gift af praktiske årsager 14 måneder efter vores
søn var født… den er bare ikke særlig elegant og dydig i en konservativ hindus
ører.
Apropos søn, så skal jeg da lige flette ind, at Ejvind har
lært at gå. Og sparke til en fodbold kan han også. Og sige popcorn og måne og
gulerod. Så deet. Han har ikke lige lært at forstå et ’nej’, men til gengæld
elsker han at nusse og kysse og alt det der som forældre går helt i selvsving
over. Nå ja, og han har da også lært et ord på swahili: Poa (som betyder ’finno’
eller ’cool’ eller ’alletiders’ eller hvordan man nu kan oversætte sådan et
ord) – så det svarer han lige meget hvad han bliver spurgt om. Heldigvis bliver
han langt oftest spurgt: Mambo? Og dér er det helt korrekte svar: Poa. Og så
griner alle, og alt er godt. Det er vist det, man kalder billige points.
På tirsdag tager vi til Dar es Salaam, Tanzanias hovedstad,
og derefter Zanzibar, på kombineret arbejds- og ferietur. Jeg skal hente og
betale for min forskningstilladelse og min opholdstilladelse, og så skal jeg
lave en række interviews både i Dar es Salaam og Stone Town (Zanzibar).
Derudover tager vi 4 dage ved en dejlig bountystrand på Zanzibar, hvor vi skal
bade (selvfølgelig), drikke en enkelt eksotisk drink eller to, spise masser af
seafood, måske få lidt sol på maven og ellers bare bygge sandslotte og fange
krabber. Vi glæder os.
Og nu er det vist tid til at skabe lidt misundelse hjemme i de
mørke, danske stuer. Her er billeder fra de sidste tre uger:
Og endnu mere. Stadig fra vores terrasse. Vi ER sgu da heldige. Billeder fra Marangu og Lake Chala kommer senere, når jeg lærer at konvertere Klaus' raw-filer til noget brugbart :) Stay tuned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar