Morgenerne er kølige og friske. Vi bliver vækket af børnene,
eller af nogle biler som dytter, eller af minaretsangen, eller bare af fuglene
som pipper i haven. Vi står op, laver havregrød på gasblusset. Putter
passionsfrugt og mango på, og banan – men ikke på Ejvinds grød, for han er
blevet for gammel til banan. Vi spiser på verandaen, som egentlig ikke er
lille, men som er lige præcis så smal at pladsen omkring vores kvadratiske og i
øvrigt ustabile plasticbord føles trang. Bar hud mod plastichavestole. Vi klør
i vores myggestik, især Ejvind, for ham elsker myggene. Forleden fik han et
stik på hånden, som hævede voldsomt op og fik tilnavnet ’ballonhånden’.
Man skal være hurtig, hvis man skal afsted inden det bliver
varmt. I hvert fald på de dage, hvor himlen ikke er dækket af skyer. Ejvind er
startet i skole, og han tager stolt sin lille rygsæk på og øver sig på at sige
goddag og farvel på både engelsk og kiswahili. Det er godt, at han endnu ikke
har lært diverse eder på engelsk, for han er i den periode af sit liv hvor det
allersjoveste er at sige pisselortefuckingskid. Og det tror jeg ikke man kommer
godt afsted med på Josephines pre-school.
Andreas sætter sig ind på kontoret og arbejder på sit
speciale, og jeg prøver at planlægge min dag med feltarbejde og baby-pasning.
Selvom Sigfred er et ret nemt barn, så er det ikke helt ukompliceret at have
ham med i felten. Moshis gader er ikke indrettet til klapvogne, der er huller i
vejen og trafikken kan være kaotisk. Fodgængerfelter og fortov gør vi ikke så
meget i her. Og han må i princippet ikke være i solen før han bliver et år. På
den måde er vi lidt udfordret på logistikken, men vi forsøger at planlægge så
det hele går op.
Til gengæld er det dejligt at være på feltarbejde igen. Der
er sket meget med mit projekt siden jeg var her sidst for halvandet år siden,
og det er meget tilfredsstillende at have et forholdsvist skarpt fokus; at vide
hvad man gerne vil vide noget om. Mine informanter er her stadig, og de vil
gerne snakke med mig og hjælpe mig. Det varmer mit antropolog-hjerte. Og jo
mere jeg lærer, jo mere bliver jeg overbevist om, at mine analytiske greb giver
mening, og at mit projekt har sin berettigelse. Det er faktisk ikke at kimse
ad, overhovedet.
I løbet af formiddagen bliver det rigtig varmt. Og det er,
som om varmen ikke slipper sit tag før det bliver nat. Så sidder vi på
verandaen og sveder indtil vi opdager hvor mange myg som summer rundtom vores
ben, og så sætter vi os indenfor og sveder. Vi sveder mens vi putter børnene,
og børnene sveder, og når de endelig sover er vi så trætte at vi også går i
seng. På den måde brænder aftenen hurtigt op – den er svedig og mørk og
summende, og pludselig er det nat. Så synger cikaderne, og hvis ikke de var så
små at det er svært at forestille sig at de har lunger, så ville jeg skrive at
de synger for deres lungers fulde kraft. Og hundene gør og hyler, og nogen
holder fest, og man ligger der under myggenettet og synes på én gang det er
eksotisk og lidt hyggeligt og lidt uhyggeligt. Man længes efter at sove, og man
længes efter morgenen, hvor mørket hæves og det hele igen er uskyldigt og
synligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar