På landet med de hvide

For tre uger siden besøgte vi en hollandsk ejet og drevet farm i West Kilimanjaro, et par timers kørsel fra Moshi. Vi blev indkvarteret i et gammelt kolonitids-hus med tykke mure, pejs, bløde møbler og parfume på toilettet, og med en veranda med den mest vidunderlige udsigt over Mount Meru og en række andre mindre bjerge, som omkredser Great Rift Valley; deriblandt i horisonten Ngorongoro-krateret, som er en for længst kollapset vulkan. Og dér sad vi så og observerede lyset, som konstant forandrede sig; skyerne, som drev hen over landskabet, sommetider med regn, mens vi ventede på næste måltid, som bestod af kød og afgrøder dyrket on-location. Ret fantastisk.

Næste formiddag tog en trind farmer os med på tur på bedriften, som er 7km x 3km stor. Han er født i Namibia og vokset op i et hvidt community dér, og nu har han så giftet sig med datteren fra den hollandske familie. Efter et imponerende stykke firhjulstrukket kørsel i mudderpøle på størrelse med Stadil Fjord kom vi til udkanten af den hollandske families ejendom. Her spottede vores chauffør en flok køer, som gik og åd af den nysåede byg. Han kiggede mistænksomt på dem og deres hyrde, en ung masai-mand, og han kørte tættere på, hoppede ud af bilen og talte et par alvorsord med hyrden, som straks gennede kreaturerne i retning mod ikke-hollandsk-ejede græsningsarealer. Tilbage i bilen fortalte den frustrerede farmer om sine kvaler med de omkringliggende samfund. Lokale bønder, som vader over markerne, masaier hvis dyr græsser, og folk, som sætter ild til skovarealerne, fordi de selv vil have jord at dyrke. Han forstår ikke, hvorfor masaierne ikke bare sælger nogle af deres mange køer og opkøber land. ”Alle andre har udviklet sig. Masaierne har fået mobiltelefoner, men på alle andre punkter holder de stædigt fast i deres traditionelle liv”, siger han. Jeg har aldrig tænkt sådan på det før. Men hvem har ret til hvad? Den hollandske familie, som har ejet gården i 30 år, som har mange lokale ansat, og som leverer en betragtelig del af den byg, som bruges til at brygge den altid-populære Kilimanjaro-øl – eller masaierne, som gennem århundreder har været nomader, men hvis frihed og mobilitet indskrænkes dag for dag?

Vi kørte videre. Farmeren spottede en stor benzindunk, som stod ved siden af vejen. Nogle af hans ansatte arbejdede på marken. ”Hvad har de nu gang i?” spurgte han ophidset og fortalte, at de ofte stjæler brændstof. Han parkerede bilen og sprang ud for at inspicere. Talte med en mand, som sad på en stor sten lidt henne ad vejen. Kom tilbage et par minutter senere. Det var bare gift, som var i dunken denne gang, og det skulle bruges på marken (hvilket i nogen grad ødelægger romantikken omkring måltiderne fra den selvforsynende farm). Men ofte bliver der stjålet, og derfor er farmeren og hans svigerfamilie nødt til at patruljere dagligt.

Hvis jeg engang havde en drøm om at slå mig ned på en farm i Tanzania, så endte den brat her.