Jeg tog dette billede da min medstuderende Ane og jeg var i Rwanda for at filme en dokumentarfilm i 2007. Vi var ude 'in the field' og filme sammen med vores rwandiske 'mor' og nogle af hendes kolleger, og som så mange andre gange blev vi løbet i møde af en flok børn. Pigen i på billedet var een af dem, glad og nysgerrig. Og vi kunne ikke lade være med at tage en masse billeder. Eet af dem blev det her, og det er kommet til at udtrykke en hel del mere og noget meget andet end hvad det i virkeligheden var. Når konteksten er Rwanda, et land med voldsomme traumer efter det ubeskriveligt frygtelige folkedrab i 1994, er det meget oplagt at tolke billedet som udtryk for alvor, smerte og sårbarhed. Og måske gør det ikke noget. For måske kan man godt vise den menneskelige sårbarhed og den menneskelige styrke på andre måder end at vise billederne af døde kroppe i bunker i Kigalis grøftekanter. Bunker af døde kroppe får folk til at væmmes. Og man SKAL også væmmes over folkedrab! Men det allervigtigste er den refleksion, som måske kan føre til forståelse af hvorfor og hvordan helt almindelige mennesker på kort tid kan forandres til koldblodige dræbere. Billedet af pigen med hånden for øjet skaber ikke nødvendigvis sådanne refleksioner hos den, som iagttager. Men jeg synes nu alligevel der er noget insisterende og rammende i hendes blik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar