Den sidste måned inden afrejse var ret hektisk. Vi skulle flytte ud af vores lejlighed og pakke til syv måneder i Tanzania, men det var nu ikke i sig selv stressende - det var alt muligt andet, som kom oveni, som gjorde, at det hele blev lidt kaotisk. Blandt andet skulle jeg have fjernet et modersmærke mellem to tæer, hvilket resulterede i flere dage liggende, derefter dage (mens vi pakkede og flyttede) på krykker, dernæst humpende gang. Andreas tog køretimer og fik sit kørekort fem dage inden afgang - og nåede i øvrigt til sin farfars begravelse dagen efter køreprøven. Og så blev vi også gift, halvandet døgn inden flyet lettede.
For første gang i Ejvinds 14 måneder lange liv skulle han op før han vågnede af sig selv om morgenen. Kl. 4.30, for at være helt præcis. Selvom man godt kunne tænke, at der var et vist hævnperspektiv i at vække den dreng, som har holdt os vågne hele og halve nætter og i øvrigt ikke holder sig tilbage med at starte dagen kl 05, så føltes det faktisk lidt forkert. Det hele lykkedes dog - vi blev kørt i lufthavnen af min mor, og en taxa kørte alt vores bagage: 2x46 kg indtjekket bagage, 3x10 kg håndbagage, en klapvogn og et autosæde, intet mindre. Rejsen til de varme lande gik godt. Lufthavnen i Amsterdam var yderst børnevenlig, og vi var næsten ked af ikke at have længere ventetid - der var nemlig babylounge med ro til amning; små aflukker med tremmesenge og sofa, hvilken betænksomhed! Men vi måtte videre mod Kilimanjaro, og vi fik lov at sidde sammen alle tre og så endda ved siden af en afrikaner-mor fra London og hendes 18 måneder gamle datter. Moren nåede at drikke 8 Heineken-dåseøl inden vi var i Tanzania, og pigen stak af ca lige så mange gange og blev leveret tilbage af stewardesserne. Nå ja, og moren gik på toilettet og efterlod sin skrigende datter i vores varetægt (uden at spørge, naturligvis), hvilket resulterede i to meget ulykkelige børn (Ejvinds spejlneuroner fungerer stadig glimrende, hvis nogen skulle være i tvivl).
Endelig landede vi i Kilimanjaro Airport og kunne gå ned ad trappen og ud i den varme, mørke Tanzania-nat. Idyllen blev dog hurtigt afløst af et lysstofrørs-oplyst lokale proppet med hvide mennesker, som enten skulle købe visum eller bare have et stempel i deres pas. Klokken var omkring Ejvinds sengetid og han blev temmelig ked - og sørme om der ikke var en venlig sjæl som tog os med hen til en hurtig skranke, hvor vi kunne få vores stempler og derefter komme ud til vores ventende taxamand.
De første to nætter boede vi på et hotel lidt udenfor Moshi. Der var fred og ro og et meget venligt personale, og ikke mindst en pool som de ikke-tå-opererede kunne bade i.
Dagen efter ankomst fik Ejvind feber - givetvis på grund af den MFR-vaccine, vi lige nåede at få skudt i ham et par dage inden vi rejste. Og feberen varede ved - helt til fredag, faktisk. Lørdag fik han udslæt over hele kroppen, og det har han også i dag, søndag. Vi har åbenbart været en del af de heldige 5 % som får relativt voldsomme bivirkninger. Øv. Det har helt klart sat sit præg på vores oplevelse af Tanzania-med-barn at Ejvind har været så ked og varm og pylret og frustreret, og vi synes faktisk at det er skide hårdt. Vi synes begge to det er dejligt at være tilbage i Tanzania, og det er fedt at opleve, at det hele ikke føles så fremmed, nærmere hjemligt, faktisk. Altså på en fremmed måde, selvfølgelig. Morgenerne er kølige og skyede, dagen og byen vågner sammen og luften bliver varmere og varmere hen under eftermiddagen, hvor skyerne er brændt af og Kilimanjaro toner frem med sine to, sneklædte tinder. Derefter bliver lyset orange, og sneen på bjerget bliver lyserødt, og menneskerne går hjem med deres indkøb, der stiger røg op rundtomkring fra bålstederne, mændene hænger på gadehjørnerne og skolebørn i uniformer snakker og griner. Måske især når de ser os med barnevognen, som er et særsyn på disse kanter. Vi har lejet en lejlighed som er rigtig rar, og hvis man ser bort fra to store træer på vores gårdsplads, så har vi direkte, uspoleret Kili-view. Det eneste problem er, at man som forælder tit oplever verden gennem sit barn, eller gennem sit barns humør. Hvis Ejvind er trist og synes det hele er overvældende og i øvrigt har det fysisk skidt, så nyder vi bare ikke helt så meget at gå rundt mellem dyttende biler og avocado-sælgere og mobil-top-up-boder. Vi satser dog på, at når Ejvind er frisk igen og har vænnet sig til de nye lyde og lugte, så kan vi etablere en velfungerede hverdag, som vi alle tre trives i.
Vi er endda allerede blevet inviteret i en Playgroup sammen med andre ex-pads og indere og tanzanianere ('Moshi Moms'), og det bliver godt for os alle tre at få nogle venner.
Jeg er spændt på at komme i gang med mit feltarbejde, når der er ro på hjemmefronten (pt er det rart at være to om Ejvind, som sjældent lægger skjul på sine frustrationer) - forhåbentlig får jeg forskningstilladelse i næste måned (7-9-13), og vi glæder os begge til at udforske byen og landet mere. Og vi nyder, at vi kan tage dagene som de kommer, ikke har lange to-do-lister og ikke har nogen forpligtelser (endnu). Sommetider er der elektricitet, sommetider er der ikke, sommetider kan man få de varer, man er på udkig efter, andre gange ikke - og det er rart nok at lade sig flyde lidt med den langsomme strøm og sige hakuna matata. 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar