onsdag den 27. juni 2012
Midsommer
Midt på året er vi. Det er ikke længere nyt og ubrugt og rent. Jeg længes væk, selvom Danmark er så kønt på denne årstid. Jeg ved sgu ikke hvad det handler om; jeg har hele tiden lyst til at være alle andre steder end hvor jeg befinder mig. Jeg tror det er en slags forbandelse, som hviler over mig, en evig rastløshed, som jeg aldrig kan ryste af mig. Men egentlig kan jeg godt lide følelsen. Julia Kristeva skriver, at melankoli både er smerteligt og en nydelse, og jeg må sige, at jeg på en eller anden måde svælger i længslen efter at være et andet sted. Ikke at jeg har det dårligt, hvor jeg er, men steder keder mig bare hurtigt. Hvilket er paradoksalt når man tager i betragtning, at jeg hurtigt længes hjem. Nåmmen nu skal vi så til Tanzania. Og jeg glæder mig rigtig meget til at komme på eventyr, og ikke mindst til at opleve Tanzania igen. Det er 7 år siden jeg var der sidst, og det bliver godt at komme tilbage. Godt at spise fritter og drikke kolde kilimanjaro-øl, godt at mærke ækvator-solen i hovedet, godt at sige mambo og jambo og nzuri sana hundrede gange om dagen, godt at spise ananas, mango og passionsfrugter dér hvor de dyrkes, godt at se Kilimanjaros sneklædte top, godt at køre på hullede røde jordveje, godt at dufte diesel, brændt plastic og alt muligt andet brændt. Måske også godt at være et sted, hvor tingene ikke går helt så stærkt som her. Jeg tror det bliver godt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar