Noget om stædighed

I sidste uge havde vores hushjælp sin 5 måneder gamle datter med på arbejde. Vi fandt lidt legetøj frem, som hun kunne sidde og baske med, mens hendes mor strøg vores tøj. Ja, det virker mærkeligt i en dansk kontekst, men her har alle, som har bare en lille smule penge at gøre med, en pige, som hjælper med tøjvask, rengøring mv. Vi har haft det underligt med at ansætte én til disse opgaver, da vi jo ikke er de mest travle mennesker i verden, men folk ville synes det var grotesk hvis vi ikke ansatte én, og desuden skaber vi på den måde en stilling, som ikke ellers ville være der. Og dem, som har prøvet at vaske tøj i hånden, og som har prøvet at have et barn på 1 år, ved hvor meget tid man kan bruge på tøjvask. Tilbage til historien: Baby-pigen Juanita sad med dublo-figurerne og raslede. Hendes mor fortalte, at det var første gang, barnet havde legetøj i hænderne. Ikke fordi de er fattige, men fordi legetøj er imod morens principper. Hun frygter, at hendes datter bliver stubborn, stædig. Derfor overvejer hun, at datteren aldrig skal have legetøj. Vi forstod naturligvis godt den slet skjulte hentydning til vores barn. Vores hushjælp synes nemlig både at han har for meget legetøj (det første hun gjorde, da hun fik job her, var at pakke 90 % af legetøjet væk) og at han er stubborn. Det er tydeligt, at hun undrer sig over, at han får så meget opmærksomhed, at han ikke altid gider sidde stille, og at han på ingen måde lægger bånd på sig selv, når han giver udtryk for, hvad han føler og synes. Vi synes også nogle gange, at hans reaktioner er voldsomme. Og vi fortæller ham naturligvis, hvad vi synes er okay, og hvad vi ikke synes er okay. Men vi synes også det er ret fascinerende og sjovt at have et barn, som er ultra-opmærksomt, som kan gå rundt i sin egen verden og lege og snakke og pludselig stopper op og klapper og siger Hurra fordi han hører publikum klappe på den live-cd med Sting, som kører i baggrunden. Et barn, som fornemmer stemninger og reagerer på dem, som har sin egen vilje og får skøre ideer og insisterer på at føre dem ud i livet. Vi ansporer ham vel faktisk til at tænke selv, til at lægge mærke til, hvad der sker omkring ham og til at kommunikere med os og andre så vidt muligt – og i øvrigt har han reageret voldsomt på de fleste indtryk siden han var få timer gammel. Dét er bestemt ikke lige nemt at forholde sig til som forælder, men det bliver mere og mere interessant at iagttage.


I vores hushjælps optik er det bedst, at et barn retter ind. Jeg kan sagtens se, at det gør det nemt at have et barn, at det kan sidde stille i timevis. Og jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg godt kan være lidt misundelig på de forældre, som har børn, som sover igennem efter et par måneder, som sjældent græder, som sover når det er træt og spiser når det er sultent. Til gengæld er jeg lidt bekymret for de børn, som fødes med temperament og – for at bruge et positivt ord – viljestyrke. Min kollega, som har lavet feltarbejde i Uganda, skrev på sin blog om en lille pige i den familie, hun boede hos, som blev betegnet som stubborn og som fik et par klask med en klipklap, når hun igen gjorde væsen af sig selv. Og det var, som om det bare var en ond cirkel, hvor pigen reagerede, blev straffet for reaktionen, og reagerede igen. Sommetider tænker jeg, om det samme havde været tilfældet, hvis Ejvind var født ind i en tanzaniansk familie.

Nu skal det ikke lyde, som om jeg ikke er tilhænger af grænser, regelmæssighed og hvad har vi. Men jeg er, ved at blive mor til et barn, som på nogle områder er sensitivt, og som derudover føler alting meget kraftigt og har behov for at udtrykke dette på en sommetider voldsom måde, blevet opmærksom på, at børn på ingen måde er ens, og at de fødes med en personlighed, som ikke bare kan modelleres efter behov. Både Andreas og jeg har brugt energi på at føle, at vi gjorde noget forkert, fordi Ejvind ikke ville alt det, som babyer forventes at skulle. Efter at have oplevet Ejvinds første halvandet år vil jeg godt love, at jeg aldrig vil gøre mig klog på andre forældres vegne igen. Man gør sit bedste. Børn er forskellige, og det er ikke altid, at børns og deres forældres temperamenter matcher. Det er heller ikke altid, at børn bare kan lære at sove. Derfor er nogle forældre blege og svimle af træthed.

Det er dejligt for vores hushjælp, at hendes datter ikke er stubborn. Det er også dejligt for datteren. Det gør helt klart starten på livet nemmere, at alting ikke skal være en kamp. At man ligesom bare kommer ud i verden og synes den er dejlig. Sommetider er det nok også en nødvendighed, at børnene ikke fylder unødigt. Men jeg synes det er ærgerligt, at man ser viljestærke og ’signalstærke’ børn som dumme, uopdragne unger. Man skal passe på, at man ikke kvæler kreativitet, nysgerrighed og evnen til at udtrykke.

Da Sofie og jeg for 9 år siden underviste på en folkeskole i Bukoba, bad vi fra tid til anden børnene om at tegne, f.eks. deres hus eller deres familie. Hver gang fik vi 50, 60 eller 100 (alt efter hvor mange elever, der var presset ind i klasseværelset den givne dag) ens tegninger tilbage. Børnene havde lært, at der var én slags hus, som var det rigtige – og de kunne simpelthen ikke forestille sig, at man kunne tegne det på andre måder. De havde aldrig fået muligheden for at prøve. Nu kunne man jo rode sig ud i mange analyser, og jeg er klar over, at der er mange strukturer, som gør sig gældende, og som er bestemmende for opdragelses- og uddannelsesdiskurser i hhv. Danmark og Tanzania. Og mit ærinde er såmænd heller ikke at sige, at danskere gør alting meget bedre end tanzanianere. Men episoden med lille Juanita, som ikke må få legetøj, fordi hendes mor frygter at hun bliver stubborn, satte nogle tanker i gang omkring hvorfor vi gør som vi gør, når vi opfostrer børn. Og jeg er sgu efterhånden overbevist om, at jeg godt kan unde Ejvind sin kuffert med legetøj. Ligesom han også godt må råbe WOOOW når han ser vores lille plastikjuletræ med kulørte, lamper. Og dag efter dag prøve, om han kan liste sig til at røre ved de små blinkende dioder, selvom han godt ved, at han ikke må. Og råbe af ængstelse, når Postmand Per er færdigt, og han ikke må se mere. For hvis han ikke var så skide stubborn, så var han jo ikke Ejvind.