Om længsel. Og glædelig jul.

Vores plastikjuletræ har blinket hele december, og vi har hørt julehits Frank Sinatra og Kandis (!) i håbet om at skabe lidt julestemning. I sidste uge kom min mor, søster og stedfar medbringende gaver og ingredienser til pebernødder og julemiddag. Der burde være grundlag for en rigtig jul. Jeg kan dog ikke lade være med at blive lidt melankolsk når jeg ser billeder af sne, grantræer og ænder på facebook. Det er tredje gang jeg holder jul udenfor Danmark, så efterhånden er jeg vel ved at være garvet. Men det er jeg bare ikke en skid. Jeg synes virkelig det er skørt, at jeg for det første ikke bare er ligeglad og at jeg for det andet ikke kan acceptere, at julen sagtens kan være en rigtig jul, selvom den fejres syd for ækvator. Men nu har jeg lige siddet og tænkt lidt over tingene. Og jeg tror det handler om, at jeg virkelig holder af årstidernes skiften og især dét, at man når et maksimum af mørke for derefter at fejre, at man går mod lysere tider. Det er lissom dét, der gør julen magisk i min verden. Var jeg født i Australien havde sagen sikkert være en anden. Egentlig synes jeg det er lidt patetisk at skulle bruge energi på melankoli når nu jeg har (noget af) min familie omkring mig, bor et fantastisk sted og endda har fri adgang til hjemmelavede pebernødder. Men jeg kan sgu ikke lade være. Og år for år - rejse for rejse - bliver jeg mere og mere opmærksom på, hvor afhængig jeg er af årstiderne. Det er nærmest et fysisk behov. Her er hver eneste dag varm og solrig, sommetider regner det en halv eller hel time, men hver eneste dag står solen op kl 6 og går ned kl 18.45. Fuglene synger, hundene gør, folk siger hej og hvordan går det, og træerne blomstrer i de smukkeste farver.
Nogen er jo nok mindre følsomme end jeg, og nogen dyrker måske ikke længslen så intenst som jeg. Men det er sikkert ikke helt unaturligt at føle længsel, måske især på bestemte tidspunkter af året. Og følelsen sætter uden tvivl mine informanters behov for at skabe hjemlighed i perspektiv. Vi har vel alle et behov for at føle os hjemme et sted, for at være i noget, som er velkendt og som vi forstår og som vi har været vant til siden vi blev født. Alt for megen rodløshed er ikke nødvendigvis sundt. Til gengæld er det sundt at blive rusket lidt op af den døs, man sommetider vader rundt i derhjemme, hvor alt bliver vane, og hvor man bliver slave af sine vaner i en sådan grad, at man bliver emsig, irritabel og utaknemmelig. Jeg er dybt taknemmelig for at opleve 7 måneder i Tanzania med min lille familie og blive udfordret, inspireret, frustreret og fascineret. På trods af mit følsomme væsens hang til sentimentalitet og melankoli!
Nu vil jeg snart kaste mig over ris a la manden, som jo ikke laver sig selv, heller ikke i Tanzania. Drude og jeg står for julemaden. Vi spiser Ejvind af mens de voksne får en sundowner, og så danser vi om juletræet og deler gaver ud. Når Ejvind er puttet, spiser vi andre. Næste år kan han forhåbentlig holde til lidt længere end kl 19!
I morgen formiddag tager vi i kirke, hvor Andreas er blevet hyret som pianist af en dansk kvinde, som har boet hernede i mange år. 2. juledag skal vi til danskerjulefrokost (ja, der er vel andre end jeg, som er lidt sentimentale). Senere tager vi ud til kysten og lader vore kroppe afkøle i det indiske ocean i nogle dage.
Jeg håber I alle får en dejlig juleaften og vil nyde duften af and og gran - og ikke mindst hinandens selskab.
Glædelig jul <3>