Noget om fraværets nærvær

Sommetider fylder det, som ikke er der, meget. Og ofte betyder det, at man lever med en eller anden form for længsel. Jeg er i gang med at læse Paul Austers Sunset Park, og der er en kvinde, som ikke har det så nemt: Hun har svært ved at håndtere alt det, der er for lidt af og for meget af i livet, som der står.
De sidste to dage har vi levet med et temmelig nærværende fravær, men denne gang et fravær af noget, som vi ikke længes efter: Ejvinds høje feber, udslæt og meget dårlige humør. Det er en gammel kliché at man først sætter pris på noget, når det ikke er længere, men ikke desto mindre er der noget om det. Efter seks dage med bekymringer og rædsomme nætter ånder vi nu lettet op og nyder i fulde drag, at vores lille dreng er glad, nysgerrig og tryg igen. Hvilken fryd!

Formentlig af samme grund er vi også blevet gladere for vores lejlighed. Det er hyggeligt for Ejvind at rengøringsdamerne og vagtmændene gider snakke og lege med ham, og de er alle så søde ved os. Men vi er også søde ved dem. I dag fejede Andreas f.eks. gulvet i hele hytten inden vores (velbetalte) rengøringsdamer rykkede ind - bare så de ikke skulle lide overlast.
Vi har brugt de seneste dage på at kigge os omkring og sondere terrænet i og udenfor byen. Og ja, det indebærer en del mad og drikke. Vi nyder hver gang vi finder en rolig plet, hvor Ejvind uforstyrret kan sove middagslur, og hvis maden så også er god, så klapper vi i vores små, efterhånden tykke, hænder. Vi har fået rigtig lækkert indisk mad - og sågar også en italiano-pizza i en hæderlig udgave. Det vælter bare ikke med indere på inderrestauranterne, så jeg tror jeg må nærme mig mine kommende informanter andetsteds. Jeg har fået kontakt til en indisk kvinde, som gerne vil hjælpe mig i gang, og vi skal mødes en af dagene. Hun har endda også boet 10 år i Manchester, så hun er jo en ret perfekt overgangsinformant fra mit kandidatfeltarbejde til dette feltarbejde.

Af andre opturs-oplevelser de seneste dage kan nævnes:
- vores vagtmand, Joseph, som i går aftes var helt oppe at ringe over at have fundet ud af, at han kan ringe til et nummer med sin mobil, hvorefter en engelsk kvindestemme fortæller, hvad klokken er. Jamen, det ER sgu da også ret nice!
- min tålmodighed, som jeg faktisk selv er ret stolt over. Den har i hvert fald udviklet sig en hel del i den rigtig retning siden mit første møde med Tanzania, og det er både godt for mig og tanzanianerne.
- opdagelsen af et fitnesscenter på et hotel et par km fra vores lejlighed. Nærmest en nødvendighed, hvis man er typen, hvis taljemål udvides med et par cm pr måltid som indtages i Østafrika.
- bageriet overfor hvor vi bor, hvor man kan købe fire forskellige slags brød, og hvor de søde bagerjomfruer har forelsket sig i Ejvind - og i går lærte ham, hvordan en slikkepind fungerer... hmm.
- Ejvinds nye sprog, som erstatter dadadada med dråtteråtteråååt
- Andreas' evne til hele tiden at hive flere nye swahili-gloser ud af ærmet
- den søde trainee-receptionist på Impala Hotel, som var helt ude af den, da vi spurgte, om hun havde en oversigt over værelsespriser. I 10-15 minutter gik hun frem og tilbage og ledte som en gal, indtil hun endelig faldt over et stykke papir med priserne. Men okay, hun var jo også bare trainee.

Ps: billeder af andet end Ejvind følger snarest