Oktobersol og pensionisthygge

I går var jeg hjemme og besøge en af mine informanter. Hun er 62 og er rigtig rar. Vi lavede interview og jeg fik lov at filme i hendes hjem. Udover at det var spændende at høre hendes livshistorie og se, hvordan hun havde indrettet sit hjem, så blev jeg virkelig glad over at opleve, hvordan hun havde indrettet sit liv sammen med sin nabo, en 88-årig engelsk mand. De deler telefon (så kan de være hinandens sekretærer) og vaskemaskine og tørretumbler, og de hjælper hinanden med forskellige ting i hverdagen. Men det allerhyggeligste er, at de har et rum på kvindens 1. sal, hvor der er to senge. Når solen skinner ind i rummet, ligger de sig i hver sin seng, og så læser han romaner højt for hende. Hun viste mig den bunke af bøger, de indtil videre har været igennem. Han vælger romaner ud, som han synes hun skal høre. Jeg synes det er helt fantastisk.
Da jeg skulle ned til mit tog tilbage til Manchester gik de med mig. De viste mig den smukke park, de store bakker i horisonten, og de to pubs, som begge er med i Guinness for det længste pub-navn og det korteste pub-navn! Og så købte de en is til mig. Jeg havde det simpelthen så hyggeligt.
Og det gjorde kun dagen endnu bedre, at jeg efter frokost havde været til bingo med en flok gamle damer i det indiske center.

Manchester downtown

Jeg er vældig glad for min mobiltelefon. Den kan ikke gå på nettet (jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det), den har ingen apps og den har ikke noget der minder om 'touch' på skærmen. Til gengæld kan man tabe den i lokummet uden den tager skade, og så har den et helt udmærket 2megapixel kamera, som jeg er kommet til at holde af de sidste uger. Som man kan se på billederne, har jeg især ladet mig fascinere af en vis høj bygning. Jeg synes det må være så mærkeligt at stå på øverste etage og vide at man står på et udhæng. Sådan noget smart noget har vi sgu ikke hjemme i Jylland.
Jeg har taget billeder af steder, hvor jeg syntes det var hyggeligt at være, og steder, hvor jeg syntes det var knapt så hyggeligt at være.

Det er vist tid til at skrive noget mere

Så dét gør jeg.
Jeg har været hjemme et par uger for at skrive PhD-ansøgning (igen). Og nu skal jeg så bare vente de sølle tre måneder på at få svar. Det er jo kun et kvart år. Og heldigvis har det kun betydning for de næste 4 år af mit liv. Og måske også resten af mit liv. Men det lader jeg være med at tænke på før det bliver jul.
Og så flyttede Andreas og jeg i ny lejlighed - i Ålborg! Vi flyttede torsdag, fredag blev brugt i Ikea og andre ubehagelige steder, lørdag og søndag gik med at min veninde Sofie og jeg forsøgte at sy et gardin og nye puder til gyngestolen. Sidstnævnte blev helt ok. Gardinet... tog bare alt, alt for lang tid. Og da det endelig blev hængt op, var der et stort skjoldet mærke fra noget symaskine-olie som vi tidligere havde forsøgt at vaske af med opvaskemiddel.
Jeps.
Og så smuttede jeg til Manchester og efterlod søde Andreas med skjoldet gardin, en hel del rod, tre rullegardiner, som jeg havde hængt forkert op (og som ikke passer i størrelsen, og som har en så tynd kvali, at alt lys trænger igennem) og et halvtomt køleskab.
Det var nu heller ikke fordi det var vildt hyggeligt at komme til Manchester. Faktisk følte jeg mig lidt palle. De få, jeg kender herovre, har travlt med studierne, og grundlæggende skal jeg jo opsøge alting selv. Der er ingenting som er planlagt eller skemalagt for mig, og alt, som har med feltarbejde at gøre, handler om at jeg skal tage initiativ og være grænseoverskridende nysgerrig. Og det har man sgu ikke altid lyst til at være. Sommetider ER man det jo ikke! Men heldigvis tog jeg til Luncheon Club i går og i dag i hhv Oldham og Ashton, og dér blev jeg mødt af mine søde, ældre inder-venner. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg forsøger at indtage rollen som barnebarn - sådan en person som skal lære en masse og som er nysgerrig og som de gamle gerne vil passe lidt på. Men i dag fortalte jeg en af mine informanter, at min mor kommer på besøg, og så spurgte han, om hun stadig var frisk nok til at kunne gå? Og jeg måtte jo så svare at hun altså kun er 53. Men måske mit samvær med pensionisterne har negativ indvirkning på mine rynker... who knows.
Men søde er de, inderne, og de spørger interesserede til, hvordan det går med mit research project, og sommetider kommer de helt uopfordrede hen til mig og fortæller, hvornår de kom til England og hvorfor og hvordan det var. Det er, som om de har en stor trang til at fortælle om det temmelig traumatiserende møde med et koldt, mørkt land, som bød på hårdt arbejde på bomuldsfabrikkerne, uisolerede, små lejligheder og alt for lidt indisk mad. I dag fortalte en mand mig, at han var klar til at rejse tilbage til Østafrika, da han havde været her en uge. Hans onkel tilbød ham at købe en flybillet og fik derfor hans pas. Men der kom ingen flybillet, og den stakkels mand fik aldrig sit pas tilbage. "Og så var jeg jo fanget her. 50 år har jeg været her nu!". Nu har han både kone, børn og børnebørn her, og som han siger: "Nu er det for sent at rejse hjem." Men tænk sig - at leve størstedelen af sit liv i længslen efter et andet sted! Jeg fornemmer, at denne følelse gør sig gældende hos mange af mine informanter. Det er interessant - og også tragisk! Jeg prøver at bruge min egen "palle-oplevelse" til at forstå følelsen af at være fremmed - selvom den nok ikke kan sammenlignes med det chok, som ramte de indiske immigranter fra Østafrika, da de kom hertil med drømmen om et bedre liv.

På med tropehjelmen

Det er ikke fordi jeg har væltet mig i informanter siden jeg ankom til Manchester for en uge siden. Til gengæld har jeg brugt en del tid på at luske rundt i kvarteret og byen og forsøge at danne mig et indtryk af det hele. Og så har jeg selvfølgelig også fået set nogle gode DR-programmer såsom "Kongehuset indefra" og "Sådan er mødre". Ja, man må jo udnytte, at man helt selv kan bestemme, hvad man skal se - og der er vist aldrig nogen, som har sagt noget om, hvad antropologer i felten skal gøre, når de ikke hænger ud med deres informanter!

I fredags tog jeg første skridt ud i hvad man kan kalde "skabelsen af relation til informant". Jeg tog bussen ud af byen og besøgte en familie på tre generationer - indere, men også lidt kenyanere, for bedstefaren er opvokset i Mombasa. De var meget søde ved mig og jeg fik lov at sidde i den bløde sofa sammen med bedstemor og bedstefar og se indiske tv-serier og drikke chai og spise snacks. I stuen ved siden af sad børnebørnene, to fyre på ca. min alder, og så engelsk tv. De synes vist ikke de indiske serier er helt så underholdende som bedsteforældrene synes. Det er grundlæggende ret interessant at opleve, hvordan de forskellige generationers grader af tilhørsforhold til Indien afspejles i hjemmets indretning. Og jeg håber at blive meget klogere på tilhørsforhold, identitet, steder og følelser de næste måneder.
Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg kan have lidt svært ved at få tropehjelmen til at passe på mit lille hoved - og det er ret let at blive ramt af en momentan panik, når man sidder dér i sofaen og skal forestille at være sådan én som er skidegod til at indsamle data og lave smukke, sammenhængende analyser af social interaktion. Det er jo ikke fordi jeg er blevet mere 'forsker' af at rejse til England. Og det er intet mindre end grænseoverskridende at skulle besøge helt fremmede mennesker i deres hjem og bede dem om lov til at komme forbi temmelig tit de næste 3-4 måneder, sommetider med et videokamera, sommetider med en diktafon - og altid med en notesblok!
Men jeg prøver at holde fast ved, at jeg selv ville synes det var ret fedt at der kom et menneske, som syntes jeg var vildt spændende, bare fordi jeg var mig, og som jeg kunne fortælle om alt det, som ville kede mine venner og min familie (ja - selv min kæreste!), time efter time... Et menneske, som optager min livshistorie på bånd og aldrig ville bede mig om at skifte kanal på tv'et!
I morgen skal jeg besøge familien igen. Jeg skal med bedstefaren i indisk klub og til yoga med andre ældre herrer.
Indtil da vil jeg gå en tur i det über-britiske regnvejr og måske tage en tur i svømmeren.

Her bor jeg

Den fremmede

Jeg har rejst i en del lande, hvor der ikke herskede nogen tvivl om, at de lokale vidste, at jeg var en turist. Nu er jeg så havnet i et land, hvor de fleste tror jeg er 'en af dem' - nogen vovede sig endda til at spørge mig om hjælp til billetmaskinen på togstationen! Men sagen er den, at på trods af, at jeg smelter ind i mængden, så er jeg temmelig fremmed. Og følelsen af ikke at vide, hvordan tingene fungerer, samtidig med at man ved, at man ligner en, som burde vide det, den er ret ny for mig. Således har man de sidste dage kunne se mig stå totalt rådvild på et fortov og ikke ane, hvordan jeg skal komme over vejen - og hvorfra bilerne kommer! Jeg ved heller ikke, om jeg skal holde til højre eller venstre, når jeg skal passere et andet menneske på gaden. Og jeg ved ikke, hvilke hilsener og vendinger man bruger i butikker og på cafeer. Jeg forstår ikke hvad buschaufføren siger, fordi han/hun taler så hurtigt, og jeg lægger pengene til ham/hende det forkerte sted (hvorefter jeg taber et par mønter på gulvet, selvfølgelig). Jeg ved ikke, at man skal sige 'frugt the' eller 'urte-the', hvis man ikke vil have almindelig the, og jeg glemmer hele tiden, hvad møntfoden hedder.

Det er faktisk ikke så let at være en fremmed, som ikke ser fremmed ud.

Udover den daglige tvivl over, hvad man burde gøre i forskellige situationer, så nyder jeg at være i Manchester. Jeg har udarbejdet en liste over ting, som har gjort mig glad indtil videre:
- Jeg har et lille værelse med udsigt til træer og himmel og bor i et hus med to søde piger fra hhv. Canada og USA, som begge læser antropologi herovre.
- Jeg er relativt god til at være sammen med den lille bitte hund, som også bor i huset.
- På hvert gadehjørne kan man få en burger, fritter og en fadøl for under 40 kr. (det er altid rart at vide at muligheden er der, hvis trangen skulle melde sig)
- Der er meget snart kastanjer på fortove og stier
- Der er cykelstier i Manchester!
- I parken tæt på hvor jeg bor er der canadiske gæs, som lyder utroligt meget som køer, når de siger muh (eller - de mener vel 'rap' eller 'pip', men det lyder altså som 'muh')
- Der er egern over det hele.
- I parken var der i dag en stor grøn papegøje, som fløj fra træ til træ!
- Supermarkederne har et overvældende udvalg! Der er SÅ meget at vælge imellem, og jeg elsker det.
- På fredag skal jeg mødes med mine første informanter, et ældre indisk ægtepar, som bor lidt udenfor byen. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med dét feltarbejde, så jeg på en lidt mere åbenlys måde kan indtage rollen som den fremmede, som skal læres op :)

Sønderjylland, juni 2010

More London

London May 2010

Fryd

Det er fordi jeg elsker alt det gule

Nogle af mine ugler

Min veninde har været så sød at lave en ugle-uro, som hænger i mit vindue. Jeg bliver glad hver gang jeg kigger på den; både fordi den er sød og fordi jeg er beæret over at nogen har brugt tid på at lave den til mig :)
Den firkantede ugle fandt jeg på en parkeringsplads i Århus, hvor den lå med bagsiden opad, og jeg troede faktisk at det var et stykke torskerogn (spørg mig ikke hvorfor jeg fik netop dén association...), så jeg blev nysgerrig og pirkede til den med foden, hvorefter jeg fandt ud af at den var hård. Så jeg vendte den om - og dér var en yndigste ugle! Den lillebitte ugle er fra en perleforretning i Argentina, hvor man kunne få ALT på perle.

forårsvindueskarm

Mand gav en skål hundelorte til kvinde

Mand gav en skål hundelorte til kvinde: "En mand fra Haderslev afleverede en skål hundelorte til hundelufter. Han mente ikke, at hun har været god nok til at fjerne sin hunds hundelorte."


Helt ærligt. Jeg forstår ham godt.

langsomhed

ÅH hvor har jeg tit lyst til at livet gik lidt langsommere. Jeg har sådan brug for at DVÆLE ved tingene i stedet for at overstå dem for at nå noget andet. Jeg har lidt svært ved at vurdere, hvorvidt imperativet om konstant at være i gang er noget, som er blevet påduttet mig 'oppefra' - fordi man på uni, på arbejdet og alle andre steder hele tiden skal være I GANG - være på vej et sted hen. Være på vej mod eksamen, på vej mod det næste projekt, på vej mod en ny lejlighed, på vej mod at få børn, på vej mod at få flere penge og en bil og en hund.
Jeg kan nogle gange føle, at der ligger en forventning om denne bevægelse i alting. Selvfølgelig er livet een lang bevægelse. Men måske den ikke behøvede at gå så hulens stærkt. På den anden side: hvis jeg havde et halvt år foran mig, hvor jeg ikke skulle noegt som helst - ja, så ville jeg jo nok temmeligt hurtigt få lavet en masse projekter, så jeg ikke kom til at kede mig. Måske.
Eller måske ville jeg lære at trække vejret helt ned i maven og gå tur uden at bekymre mig om hvornår jeg ville være hjemme igen, sidde og stene og nyde øjeblikket uden at tænke på det næste øjeblik.
I 2008 var min kæreste og jeg i Indien. Vi sluttede vores ophold af med en uge i ashram, hvor vi stod op alt for tidligt, mediterede (/sad op og sov), dyrkede yoga, skyllede næser, spiste ayurvedisk mad, læste Ekhart Tolle og gik ture i stilhed. Selvom jeg godt kan være ved at brække mig over dét der med, at i vesten har vi bare mega travlt og nyder aldrig øjeblikket - men på et kloster i indien (eller hvis man bare dyrker yoga og drikker tilstrækkelige mængder af the) kan man virkelig blive eet med sig selv... Så længes jeg tit tilbage. For jeg tror sjældent jeg har nydt naturen og lyset så meget. Klostret lå lige ned til Ganges (der omkring hvor floden udspringer), og der var usandsynligt smukt. Og jeg øvede mig virkelig i at nyde alle øjeblikke. Nyde at sidde om morgenen og spise grød og blive varmet af solen. Nyde at sidde på en kæmpesten ude i Ganges og kigge op på bjergene og lytte til vandet som bruser og vide, at man ikke skal noget som helst. Kun være.
Til gengæld kunne jeg aldrig nogensinde forestille mig at være een af de, som vælger at blive på klostret og lade deres gamle liv i USA eller Australien være fortid. For stilheden er vel mest fantastisk, når der også er larm?