Så dét gør jeg.
Jeg har været hjemme et par uger for at skrive PhD-ansøgning (igen). Og nu skal jeg så bare vente de sølle tre måneder på at få svar. Det er jo kun et kvart år. Og heldigvis har det kun betydning for de næste 4 år af mit liv. Og måske også resten af mit liv. Men det lader jeg være med at tænke på før det bliver jul.
Og så flyttede Andreas og jeg i ny lejlighed - i Ålborg! Vi flyttede torsdag, fredag blev brugt i Ikea og andre ubehagelige steder, lørdag og søndag gik med at min veninde Sofie og jeg forsøgte at sy et gardin og nye puder til gyngestolen. Sidstnævnte blev helt ok. Gardinet... tog bare alt, alt for lang tid. Og da det endelig blev hængt op, var der et stort skjoldet mærke fra noget symaskine-olie som vi tidligere havde forsøgt at vaske af med opvaskemiddel.
Jeps.
Og så smuttede jeg til Manchester og efterlod søde Andreas med skjoldet gardin, en hel del rod, tre rullegardiner, som jeg havde hængt forkert op (og som ikke passer i størrelsen, og som har en så tynd kvali, at alt lys trænger igennem) og et halvtomt køleskab.
Det var nu heller ikke fordi det var vildt hyggeligt at komme til Manchester. Faktisk følte jeg mig lidt palle. De få, jeg kender herovre, har travlt med studierne, og grundlæggende skal jeg jo opsøge alting selv. Der er ingenting som er planlagt eller skemalagt for mig, og alt, som har med feltarbejde at gøre, handler om at jeg skal tage initiativ og være grænseoverskridende nysgerrig. Og det har man sgu ikke altid lyst til at være. Sommetider ER man det jo ikke! Men heldigvis tog jeg til Luncheon Club i går og i dag i hhv Oldham og Ashton, og dér blev jeg mødt af mine søde, ældre inder-venner. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg forsøger at indtage rollen som barnebarn - sådan en person som skal lære en masse og som er nysgerrig og som de gamle gerne vil passe lidt på. Men i dag fortalte jeg en af mine informanter, at min mor kommer på besøg, og så spurgte han, om hun stadig var frisk nok til at kunne gå? Og jeg måtte jo så svare at hun altså kun er 53. Men måske mit samvær med pensionisterne har negativ indvirkning på mine rynker... who knows.
Men søde er de, inderne, og de spørger interesserede til, hvordan det går med mit research project, og sommetider kommer de helt uopfordrede hen til mig og fortæller, hvornår de kom til England og hvorfor og hvordan det var. Det er, som om de har en stor trang til at fortælle om det temmelig traumatiserende møde med et koldt, mørkt land, som bød på hårdt arbejde på bomuldsfabrikkerne, uisolerede, små lejligheder og alt for lidt indisk mad. I dag fortalte en mand mig, at han var klar til at rejse tilbage til Østafrika, da han havde været her en uge. Hans onkel tilbød ham at købe en flybillet og fik derfor hans pas. Men der kom ingen flybillet, og den stakkels mand fik aldrig sit pas tilbage. "Og så var jeg jo fanget her. 50 år har jeg været her nu!". Nu har han både kone, børn og børnebørn her, og som han siger: "Nu er det for sent at rejse hjem." Men tænk sig - at leve størstedelen af sit liv i længslen efter et andet sted! Jeg fornemmer, at denne følelse gør sig gældende hos mange af mine informanter. Det er interessant - og også tragisk! Jeg prøver at bruge min egen "palle-oplevelse" til at forstå følelsen af at være fremmed - selvom den nok ikke kan sammenlignes med det chok, som ramte de indiske immigranter fra Østafrika, da de kom hertil med drømmen om et bedre liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar