Om muligheder og midlertidighed

Sommetider sker der ting, som minder mig om, at dette sted ikke kun er solskin, Kilimanjaro, afrobeat og kogebananer. For det er også et forbandet sted. Et sted, som mange gerne vil væk fra. Det er fedt at bo i Tanzania, hvis man har råd til at bo et dejligt sted, at spise god mad, at tage på hospitalet, hvis det er nødvendigt, og at sende sine børn i en god skole. Og hvis man kan rejse hjem, hvis det bliver nødvendigt. Det er forbandet at bo her, hvis man ikke kan nogen af delene. Hvis man er fanget her og aldrig nogensinde får muligheden for at tage et andet sted hen. Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at jeg er glad for, at jeg på et tidspunkt skal tilbage til Danmark. Eller i hvert fald at jeg altid har muligheden for det. Som en indisk mand forklarede, da vi snakkede om, at mange indere har britisk statsborgerskab: ”Vi kalder det ’to fødder’. Det betyder, at man altid har en fod udenfor, så man har mulighed for at smutte, hvis det bliver nødvendigt”. Det er dejligt at være i Tanzania, hvis man har muligheden for at komme væk. Og netop dén mulighed skaber en grundlæggende ulighed blandt os, som har den, og dem, som ikke har den; en ulighed som hurtigt skaber dikotomierne hvid/sort, rig/fattig, vesten/resten, frivillighed/nødvendighed. Som vesterlænding kan man gøre meget for at få denne ulighed til at syne mindre, men man kan aldrig få den til at forsvinde. Vi er nemlig de priviligerede. Og det kan føles forbandet.

Jeg står dagligt i dilemmaer, hvor netop dét, som min krop, min hudfarve, mit tøj, repræsenterer; privilegier og muligheder; kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget. Når sælgeren på markedet siger, at en kjole koster 60 kr og jeg udmærket godt ved, at den bør koste en tredjedel eller mindre – så vil jeg gerne prutte prisen ned til noget acceptabelt for for det første ikke at virke naiv og rig, og for det andet for ikke at bruge en for stor del af min usle PhD-løn. Men på den anden side virker det hyklerisk at presse sælgeren unødigt, for om kjolen koster 20 eller 60 kr spiller jo i sidste ende ikke den store rolle for mig, og måske kunne sælgeren give sine børn en is på lørdag for de ekstra penge, han fik ind. Allerhelst ville jeg bare gerne kunne være et menneske og ikke en hudfarve og et symbol. Men det er jo en klassisk problemstilling, og i sidste ende er det jo ikke mig, det er synd for. Jeg er jo den privilegerede, og jeg kan bare tage hjem.

Nogle andre, som også bare kan tage hjem, er inderne. Eller – måske kan de ikke tage hjem, for hvor er ’hjem’, når man hele sit liv har været ’fremmed’ i et land, som man dybest set betragter som et sted, som kun fortjener at være midlertidigt? Når dét, man kalder ’hjemland’ er et sted, man har besøgt 2-3 gange i sit liv? Når det sted, som man opfordrer sine børn til at emigrere til, er et sted, hvor hverken forældre eller børn har boet tidligere? Tusindvis af indere fra Østafrika er flyttet til England, USA og Canada de seneste 5 årtier. Da de østafrikanske lande fik selvstændighed i begyndelsen af 1960’erne, blev indernes forretningsmæssige storhedstid brat stoppet, og deres ejendomme og virksomheder blev (i Tanzania) tvangsnationaliseret. Mange indere havde britisk statsborgerskab og havde derfor mulighed for at rejse til det forjættede Europa.

Mit feltarbejde er efterhånden kommet godt i gang. Jeg bruger en del tid i et Jain-tempel, som ligger lidt oppe ad vejen, vi bor på, og det er rigtig spændende. Tidligere var der 4-500 jainister i Moshi; nu er der 65. De fleste er over 60 år, og næsten alle deres børn er på forældrenes opfordring flyttet til England for at studere og arbejde. Et ældre ægtepar, jeg har en del med at gøre, flytter selv til London om få måneder. De vil være sammen med deres søn og svigerdatter, og de er trætte af at være en diskrimineret minoritet i Tanzania og hele tiden være bange for at ’træde ved siden af’ og skulle håndtere det korrupte bureaukrati. De vil være et sted, hvor sygehusvæsnet fungerer, hvor strømmen ikke går i tide og utide, og hvor busserne går til tiden. Andre bliver her, fordi de har gode businesses og kan leve i sus og dus. Men om få årtier er det ikke sikkert, at der er nogen til at stå for den daglige morgen- og aftenbøn i templet på Boma Road.

Jeg ved ikke om det er synd for nogen. Jeg bliver lidt melankolsk ved tanken om ægteparret, som skal forlade det sted, hvor de har levet hele deres liv. Hvor de har opfostret deres søn, hvor de har drevet en forretning, og hvor de har venner og familie, som de flere gange om ugen møder i og udenfor templet. Men nu rejser de. Fordi de kan.