Jeg går, ergo tænker jeg

Jeg går meget, når jeg er i felten, eller når jeg går til og fra den. Mit feltarbejde er præget af, at felten er sådan én som jeg går ind og ud af. Hvis jeg ikke havde børn, eller hvis jeg ikke havde taget mine børn med på feltarbejde, så ville jeg naturligvis bo hjemme hos mine informanter, hvis altså de gad have mig boende. Så ville jeg være i felten hele tiden og måske fra tid til anden flygte fra den hen på en kaffebar hvor jeg ville skype med dem derhjemme og spise noget andet end indisk mad. Måske ville jeg blive god til Gujarati. Sandsynligvis ville jeg se og lære helt andre ting, end jeg gør i det feltarbejde, som nu engang er blevet mit. Men egentlig holder jeg meget af at være den vandrende antropolog.

Når jeg går ad de lange alleer får jeg både gang i min post-fødselskrop og i min post-fødselshjerne. Jeg går og tænker over alle de ting som der ikke rigtig er plads til at tænke over, når jeg er hjemme sammen med Sigfred, Ejvind, Andreas og Freja. I sidstnævnte forum skal jeg fodre, skifte, organisere, putte, trøste. På mine feltarbejdsture skal jeg bare sørge for at min krop bevæger sig fremad, og at jeg når til rette destination. Det er faktisk i al sin enkelthed en stor luksus.

Jeg har en god gruppe af gamle informanter. Nogle af dem er måske lidt trætte af at snakke med mig. Eller, måske har vi ikke så meget mere at snakke om, synes de. Andre kan jeg blive ved med at snakke med dag efter dag. Nogle er blevet mine venner. Andre er meget seriøse i deres rolle som mine informanter og gatekeepere, og vi udveksler perspektiver og diskuterer. Nogle kender mange andre, som de synes jeg skal snakke med. Oftest mænd over 50. Flere gange om ugen træder jeg således ind på et kontor og møder endnu en ældre mand som ’kunne være interessant for mig at tale med’. Og sjældent er de uinteressante. Nogle føler sig pressede af myndighederne og frygter, hvad fremtiden bringer for den indiske minoritet i Tanzania. De planlægger en pensionisttilværelse i England eller Indien, hvor deres søskende og børn måske allerede bor. Andre spiller spillet, giver penge under bordet til de rette folk og driver store virksomheder og lever det søde liv. Alle er de klar over, at de er en minoritet; at de er anderledes. Og de må derfor tage deres forholdsregler.

Og så går jeg videre. Kigger på alle de små planter, som blev sået for et par uger siden, og som desværre er ved at visne, fordi regntiden slet ikke bringer så meget regn som man havde håbet på. Gyser, når de store overlæssede lastbiler brager forbi mig med høj fart. Tænker på sidst vi var her, og på hvor meget frihed jeg havde – og bliver ramt af et lille glimt af lykke, når jeg tænker på hvor heldig jeg er at have hele to søde børn, og også når jeg tænker på at jeg på et tidspunkt får lidt af friheden tilbage. Dufter til støvet, det grønne, varmen. Nyder, at jeg ikke skal andet end at gå.