I dag var en af de dage, hvor jeg følte mig
totalt utilstrækkelig. Hvor jeg spekulerede på, hvornår de regner ud, at jeg
grundlæggende er uduelig og slet ikke har fortjent at være phd-studerende, og
da slet ikke phd-studerende på studieophold på Stanford! Jeg har ofte talt med
folk, som jeg anser for værende virkelig dygtige, som har det på samme måde
efter 30 års professionelt virke. De går og venter på at verden opdager, at de
ikke kan noget som helst. Når jeg har det sådan, som jeg havde det i dag, så tænker
jeg på dem. Og tænker, at det er helt normalt at have det sådan, og at det bare
er noget, som sker inde i ens hoved. Men næste tanke er så: Måske gælder det
netop lige præcis for mig? At ingen nåede at stoppe mig før jeg lige pludselig
sad på Stanford. At ingen lige fik prikket mig på skuldrene og sagt, at jeg nok
ikke skulle gå efter en phd-grad.
Og så hører jeg min mors stemme. For jeg ville
ringe til hende i denne slags situationer og beklage min nød. Fortælle at jeg
ikke kan en skid og at det var åndssvagt at jeg overhovedet overvejede at søge
en phd. Måske skulle jeg slet ikke have været på universitetet. Og så ville hun
blive irriteret på mig og sige at nu måtte jeg sgu tage mig sammen. Man får
ikke en phd hvis man ikke kan noget. Og de gad ikke have mig til at rende rundt
på Stanford, hvis jeg var dum. Og så ville jeg sige noget mere om hvor dum jeg
er. Og så ville hun sige: Jamen fint nok, så synes jeg du skal droppe den phd,
hvis du ikke har lyst til at skrive den. Og så ville jeg sige at jeg jo gerne
VIL skrive den, og således ville jeg have fundet frem til erkendelsen
nogenlunde selv. Altså, med lidt hjælp fra min mor. Ligesom dengang jeg læste
dramaturgi og syntes jeg var uduelig og sad i min mors lejlighed og græd og hun
til sidst blev sur på mig, fordi jeg på én gang var så selvudslettende og
selvhøjtidelig. Men i dag kunne jeg jo af gode grunde ikke ringe til min mor
(selvom jeg stadig, halvandet år efter hun døde, af ren refleks er tæt på at
ringe til hende flere gange om ugen). Og derfor var det så fint, at skæbnen
ville, at jeg satte mig ved et nyt skrivebord på biblioteket. Nemlig
skrivebordet til den modløse phd-studerende. Skrivebordet, som indgyder håb hos
den opgivende. Skrivebordet, som minder personen bag computeren om, at det hele
nok skal gå. Og således opløftet begav jeg mig med nyt mod ind i torsdag
eftermiddag. Nu ved jeg, hvor jeg skal gå hen, næste gang jeg får lyst til at
ringe til min mor og have ondt af mig selv, fordi jeg får lov at skrive en phd
og være tre måneder på Stanford University.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar