Mange tanzanianere går i traditionelt østafrikansk tøj syet af mønstret, farverigt kitenge-stof. Men flere og flere går i vestligt secondhand-tøj. Udenfor Moshi er der et kæmpestort marked, Memorial Market (eller, som det skrives på minibusserne som kører derud: Maimorio), hvor kilovis af tøj fra især England, USA og Canada leveres i enorme sække. Folkene, som har stande på markedet, købet sækkene og begynder derefter at sortere. De allerbedste ting hænges op og koster mellem 2000 og 10.000 shilling (8-40 kr), og alt det andet lægges i store bunker og koster enten 500 eller 1000 shillings (2 eller 4 kr). Det er primært kvinder, som sælger tøj på markedet. De ankommer om morgenen og gør deres bikse klar. Så sidder de midt i tøjet eller hænger op ad biksen og siger ’mia tano mia tano mia tano mia tano’ så ingen er i tvivl om, at dagens ’bunke-pris’ er 500 shilling. Nogle har små børn med. De sidder også midt i det hele, eller måske ligger de og sover. Nogle får ordnet hår. Så sidder de mellem tøjbunkerne og får flettet garnet og kan snildt ekspedere kunderne imens. Man er velkommen til at rode i tøjet, og der er ikke nogen som bliver sure over at man har børn med. De siger bare ’naomba mtoto’, som betyder ’jeg vil gerne have barnet’. Og hvis barnet er i humør til det, kommer det over og hilser på mens man selv roder videre. Bliver barnet sulten eller falder i søvn, så kan man bare sætte sig på en af de bikse, som ikke bliver brugt. Ingen synes i øvrigt det er upassende, klamt eller mærkeligt, at man ammer. På mange måder en rarere oplevelse end pæne, danske butikker, hvor jeg ofte føler, at jeg er lidt i vejen, fordi alle kan se på mig at jeg alligevel er en fattigrøv, som ikke har råd til at købe det tøj, jeg piller ved og kommer til at rive ned fra bøjlerne. Der er overhængende fare for at forstuve en ankel hvis man træder ned i et hul eller skrider i en bananskræl på Memorial, men det er ligesom en del af charmen. Til gengæld bliver ingen sure hvis man taber noget tøj på jorden.
Der er afdelinger med tøj til kvinder, mænd og børn, afdelinger med fleecetrøjer, og en afdeling med sko. De mere ordnede sko-bikse har skoene stillet op i par; de mere kaotiske har store bunker af sko, og så er man ellers velkommen til at rode alt det man har lyst til for at finde to ens. Noget af tøjet er brugt, andet har stadig prismærker i. Man kan se, at det er tøj, som har været på ’final sale’. Som min indiske veninde og informant siger: ”det er sådan, tanzanianere finder ud af, hvad der er moderne. Det er når de ser, hvad vesterlændingene har kasseret og sendt ned til os.” Min veninde kender mærkerne og ved, hvad der er god kvalitet. Så når hun er på markedet, går hun efter OshKosh-smækbukser og Gap-bluser til sine børn.
Jeg finder også gode ting. Både til mig selv, børnene og Andreas. Så nu skal Andreas til at bruge skovmandsskjorter kasseret af en canadisk hipster, Sigfred skal gå (ligge) i ecco-sko, som engang tilhørte en dreng ved navn Cameron Short, Ejvind danser rundt i en ballet-dragt som ligner noget fra Frost, og som sandsynligvis har tilhørt en amerikansk m/k på 4 år for et par år siden, og jeg har fået nye brugte DKNY-jeans som jeg ikke tør at prøve af frygt for overhovedet ikke at kunne presse mine lår ned i dem. Men hvis jeg ikke kan passe dem, kan jeg jo give dem til genbrug i Danmark, og så kan de generere en 20er til Folkekirkens Nødhjælp. Og sådan er verdens tøj-kredsløb så forunderligt. Og virkelig, virkelig mærkeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar